Rugbyfællesskabet vokser i Erritsø

Rugbyfællesskabet vokser i Erritsø

Rugbyfællesskabet vokser i Erritsø GIF – fra de yngste til kvindeholdet

Der var masser af rugbyglæde på banerne, da Erritsø GIF Rugby lørdag den 19. september var vært for et regionalt rugbytræf for børn og unge fra jysk-fynske klubber. Her var det ikke resultater og tabeller, der var i centrum, men glæden ved legen med den ovale bold, fællesskabet og de første erfaringer med rugby, fortælles det fra klubben i en pressemeddelelse.

Børn, og unge op til 17 år, fra Aarhus Rugby Klub, Rugby Club Odense, Odder Rugbyklub, Holstebro Rugbyklub ”Vikingerne” og værterne fra Erritsø GIF Rugby mødtes til en lørdag formiddag med fælles øvelser, træning og kampe under kyndig vejledning af trænerne.

Det våde græs satte ikke en stopper for glæden. Tværtimod sluttede træffet med en tur i Erritsø Idrætscenters svømmehal og pulled pork i klubhuset til alle de unge spillere, som havde været i aktion.

Passion, sammenhold, disciplin, respekt og fairplay er de værdier, rugby er baseret på. Og netop sammenholdet på tværs af alder og køn er noget af det, den 42 år gamle rugbyklub gerne vil bygge videre på. Fællesskabet vokser dog ikke kun blandt de yngste. Også på rugbyklubbens kvindehold mærkes en tydelig fremgang. Flere af kvindespillerne har således deltaget i udvidede landsholdssamlinger og har potentiale til at tage trinnet op til en rigtig udtagelse i rødt og hvidt.

Kvindeholdet med træneren Lauge Jørgensen til DM Sevens. Foto: Erritsø GIF Rugby

Hele kvindetruppen på nu 11 spillere har i de seneste fire måneder deltaget både DM-Sevens og flere en-dags stævner i årets Sevens Series. Her har flere nye ansigter i klubben fået deres første erfaring med Sevens-rugby, hvor hvert hold spiller med kun syv spillere på banen ad gangen. Det giver masser af spilletid, grin og fællesskab – og får ikke mindst nye spillere til hurtigt at finde ind i fællesskabet.

”Jeg har både spillet med U16-drengene i Erritsø, og nu spiller jeg med seniorkvinder. At være der er bare en stor opmuntring. Uanset om du er skadet eller du er med, får du en kæmpestor krammer. Det synes jeg, virkelig er fedt”, siger Julie Christiansen, 16 år.

For kvindeholdet og deres træner Lauge Jørgensen fortsætter rugbyeventyret allerede i morgen lørdag, hvor næste stævne i årets Sevens Series afvikles hos Aarhus Rugbyklub. Dermed har kvindespillerne gennemlevet en intensiv periode med masser af rugby og forhåbentlig fået endnu mere lyst til at fortsætte udviklingen. Årets sidste stævne i Sevens Series foregår lørdag den 3. oktober i København.

”Vi vil gerne være en klub, hvor man kommer for rugbyens skyld, men bliver på grund af fællesskabet. Det gælder uanset, om man er fem – seks år og lige har fået en rugbybold i hænderne for første gang, eller om man er voksen og prøver kræfter med rugby”, siger Allan Pertti Frandsen.

Holdkaptajn for klubbens herrehold, Thor Lütje Hansen, sender kvinderne afsted til Århus med denne opfordring:

”Det er sgu fedt at se, hvordan gruppen bliver ved med at vokse, og hvordan nye spillere hurtigt bliver en del af holdet. Giv den gas, kvinder!”

Spillere fra kvindeholdet, et hold der har vokseværk i Erritsø. Foto: Erritsø GIF Rugby