Maria Rubinke udstiller på Rådhuspladsen under Fredericia Art Festival
Den anerkendte danske billedhugger Maria Rubinke udstiller en af sine bronzeskulpturer på Rådhuspladsen i Fredericia i forbindelse med Fredericia Art Festival
Helt eksklusivt udstiller den anerkendte skulptør, Maria Rubinke, en af sine store bronzeskulpturer i forbindelse med dette års Fredericia Art Festival i weekenden den 8.-10. november.
Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse.
Skulpturen, der endnu ikke er navngivet, opstilles fredag den 25. oktober, vil være tilgængelig for offentligheden under hele festivalen, der løber af stablen i weekenden den 8.-10. november.
Lørdag den 9. november kl. 14.00 vil der være fremvisning af bronzeskulpturen for alle interesserede.
Fra porcelæn til bronze
Maria Rubinke er kendt for sine fantasifulde og ofte dystre skulpturer, der trækker tråde til eventyrets verden. Hun markerede sig først internationalt med sine porcelænsværker, men arbejder i dag primært i bronze og marmor.
“Den danske skulptør Maria Rubinke gjorde sig først internationalt bemærket for sit arbejde i porcelæn, der ofte rummede grusomme eventyrkarakterer. I dag arbejder kunstneren primært i bronze og marmor, dog stadig med referencer til fiktionens verden.,” udtaler Fredericia Art Festival i pressemeddelelsen.
Stedsspecifikke værker
Rubinkes kunst kan opleves flere steder i det offentlige rum. Hun står blandt andet bag indgangspartiet til den anerkendte Restaurant Alchemist og har skabt to store værker til Horsens Havn. Et af disse, en næsten 4 meter høj isbjørn i hvid carraramarmor, blev i 2022 præmieret som et af de 50 bedste offentlige kunstværker.