Jørgen Mollerup fra Fredericia Løbeklub og Peder Tind, formand for Kultur- og Idrætsudvalget holdt start-talen
Det var mere end koldt. Termometret viste minus tre grader, men DMI oplyste at chil-effekten fik det til at føles som minus ni grader. Altså rigtig, rigtig, rigtig koldt!
Fredericia Løbeklub som stod for den første opvarmning til det store Royal Run havde derfor trukket starten med taler ind i Rådhushallen. Det blev påskønnet!

“Jeg må bare sige, at vi som kommune er blevet blæst bagover af den kæmpe opbakning der er omkring Royal Run. man bliver ufattelig stolt som fredericianer når man får sådan en unik mulighed for at afholde Royal Run. Det er vel, tror jeg, det største event i vores by: Vi taler om 12.500 løbere, og vi taler i hvert fald om 12.000 til 15.000 tilskuere. Vi kan godt regne med omkring 30.000 der kommer til vores by, så det bliver kæmpe, kæmpe stort,” lød det blandt andet fra Peder Tind (V), der samtidig benyttede lejligheden til at takke Fredericia Triathlon Team, Fredericia Løbeklub og de mange medarbejdere i forvaltningen.
Program og opvarmning
Herefter var det Jørgen Mollerups tur: “Det er rigtig dejligt at se så mange her i dag. Det er mange flere end jeg havde turdet håbe på. Dagens arrangement er det første af en række arrangementer der afvikles op til Royal Run. Det næste arrangement er den 3. februar kl. 10, hvor det er Fredericia Idrætshaller der laver et arrangement.”. Herefter overrakte Jørgen Mollerup en fysisk depeche til Jacob Falkenby, leder af Madsbyparken, der lovede at være klar med endnu et godt arrangement.
Så kunne jørgen Mollerup gå over til det helt praktiske: Opvarmning i form af sjove øvelser, og derefter selve løbet, som også kunne klares i gang. Efter løbet var der saft og kage. Foreningerne stod også klar til at fortælle om deres tilbud, og sandelig om der også var et tilbud om yoga.
Kongekrone
Alle der ville, små som store, kunne få et stempel på hånden med en blå kongekrone. Det var et stempel, der allerede nu er meget eftertragtet, og som en en deltager højlydt sagde: “Lidt kongelig har man da lov at være!”
Nu er starten gået på Royal Run 2024 i Fredericia, og foran er der lutter gode oplevelser!










