Røgudvikling udløste brandalarm på Crossbridge Energy raffinaderi
Brandalarmen gik ved 23-tiden søndag aften, da røgudvikling ved en pumpe på Crossbridge Energy raffinaderiet krævede en hurtig reaktion.
Søndag den 3. november klokken 23 blev Crossbridge Energy raffinaderiets brandalarm aktiveret, efter der opstod røgudvikling ved en af raffinaderiets pumper. Ifølge proceduren blev både Trekantbrand og Crossbridge Energys interne brandberedskab tilkaldt øjeblikkeligt.
Indsatsen var dog hurtigt overstået, da pumpen straks blev frakoblet, og røgudviklingen dermed kunne håndteres på få minutter. Det betød, at hele beredskabet hurtigt kunne returnere til deres respektive stationer, uden yderligere behov for indsats.
En fast del af sikkerhedsprocedurerne
Crossbridge Energy har etableret en omfattende sikkerhedsprotokol for at beskytte deres medarbejdere og raffinaderiets drift, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. Brandalarmen, der også kan høres udenfor området, testes fast hver torsdag klokken 18.00 for selve raffinaderiet og 10 minutter senere, klokken 18.10, for havneterminalen. Denne rutine er med til at sikre, at alarmsystemerne fungerer, som de skal, hvis en reel hændelse opstår.
Sirenen kunne høres i Børkop, og da det var uden for de normale tider vakte det naturligvis en vis opmærksomhed.
Trænet personale og moderne brandudstyr
Raffinaderiet har omkring 130 brandmandsuddannede medarbejdere og sin egen brandstation. Området er desuden udstyret med fastmonteret brandmateriel, hvilket giver en ekstra sikkerhed i tilfælde af en brand.
Altid mindst 12 brandmandsuddannede medarbejdere er på arbejde i raffinaderiet, men Crossbridge Energy har også et tilkaldeteam, der består af fuldt uddannede brandfolk. Når alarmen lyder, rykker disse medarbejdere ud og sikrer, at hændelser kan håndteres hurtigt og effektivt, oplyser virksomheden.