Rock under Broen giver ekstra trafik ved Lillebælt i weekenden

Rock under Broen giver ekstra trafik ved Lillebælt i weekenden

Trafikanter skal forvente ekstra rejsetid på E20 og Den Nye Lillebæltsbro, når der i weekenden bliver afholdt Rock under Broen i Middelfart.

Fredag den 12. juni og lørdag den 13. juni bliver der endnu engang afholdt Rock under Broen under Den Nye Lillebæltsbro på Strandvejen i Middelfart. Det kommer til at betyde tusindvis af festglade mennesker under broen, men i perioder også tæt trafik over broen., lyder det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet forventer nemlig, at festivalen ligesom tidligere år vil komme til at påvirke trafikken i lokalområdet, herunder også på E20 og Den Nye Lillebæltsbro. Det gælder især fredag mellem klokken 13.00 og 19.00 og lørdag mellem klokken 9.30 og 16.00. Der er desuden øget risiko for kø på alle motorvejsfrakørsler til Middelfart. 

Vejdirektoratet opfordrer gæster til Rock under Broen og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til rejsen og til at følge Vejdirektoratets trafikråd på dagen. 

Gode råd til trafikanter 

  • Kør hjemmefra i god tid, og forvent ekstra rejsetid med risiko for kødannelser. 
  • Overvej, om det er muligt at cykle, da det vil være den hurtigste transportform.
  • Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører. 
  • Hold dig orienteret, og hør P4 Trafik, mens du kører.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på vejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk 

Læs mere om Rock under Broen