FREDERICIA

Rock-publikum sendte gave til krisecentre

Af Theis Søndergaard - ths@danmarkc.tv

Der var smil på læben og varme i hjertet, da Fredericias to krisecentre for henholdsvis mænd og kvinder fik overrakt en venlig hilsen i form af 50 fribilletter til oplevelser i Panorama Biografen

Med de billetter kan krisecentrenes beboere med børn få et afbræk fra en hverdag med mange udfordringer og alt for små smil.

Billet-gaven var kommet i stand efter skrammelrockorkestret Padlock Chains koncert på Tøjhuset for nylig. Ved den årlige koncert har orkestret tradition for en entrépris på minus fem kroner – altså at hver publikummer får en femmer for at møde op. Men publikum donerede straks femmerne tilbage, så Padlock Chain bagefter stod med 1087 kroner.

“Det er faktisk 87 kroner mere, end der blev delt ud. Så det er virkelig gavmildt af folk,” siger forsanger Peter Friis Autzen.

Med sponsorhjælp fra Panorama Biografen og Arbejdernes Landsbank i Fredericia blev de 1087 kroner “vekslet” til 50 biograffribilletter. 

For at overrække billetterne tog Peter Friis Autzen og privatkundechef Thomas Bruhn Hansen fra Arbejdernes Landsbank afsted til krisecentrene.

På krisecentret for kvinder tog daglig leder Helle Wammen imod og viste rundt og fortalte om centrets arbejde. Det samme gjorde bestyrelsesformand Bo Axel Lundgreen, som er bestyrelsesformand i Krisecenter For Mænd.

På begge centre var der taknemmelighed for opmærksomheden. Mange brugere og beboere er under hårdt pres – også økonomisk – og derfor kan en gratis tur i biografen være en tiltrængt, god og fælles oplevelse.

Thomas Bruhn Hansen havde aldrig besøgt krisecentrene før.

“Det var virkelig interessant og faktisk også en øjenåbner at høre om beboernes udfordringer. Meget tankevækkende”, siger han.

“Vi ved godt, at fribilletter ikke er en livsforandrende gave eller håndsrækning. Men et par timers eventyr i biografmørket er alligevel et pusterum – og en mulighed for at holde i hånden og nyde noget glædeligt og fornøjeligt sammen. Så vi er så glade og taknemmelig for, at publikum, Panorama og Arbejdernes Landsbank har gjort det her muligt. Tak for det”, siger Peter Friis Autzen.