FREDERICIA

RING TIL KOMMUNEN UDEN FOR ÅBNINGSTID

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Du er på inde på din kommunes hjemmeside og skal søge oplysninger om flytning. Pludselig går du i stå, og kan ikke komme videre. Klokken er 19.30, og telefonen til Fredericia Kommune er lukket. Hvad gør du? Ringer til Hotline Syddanmark

Hotline Syddanmark er et nyt kommunalt samarbejde som 19 af kommunerne i Region Syddanmark står bag. Initiativet ser dagens lys 1. februar 2014.

”Vi ønsker at give borgerne bedre mulighed for klare sig digitalt via de kommunale hjemmesider. Vi oplever, at borgerne nogle gange har behov for hjælp – også uden for kommunens åbningstider. Derfor har vi etableret Hotline Syddanmark, hvor borgerne kan få hjælp efter åbningstiden”, siger kontorchef i Borgerservicecentret Jane Andersen, Fredericia Kommune.

Det nye kommunale samarbejde Hotline Syddanmark betyder, at borgerne kan ringe til en Hotline, hvor en kommunal medarbejder frem til kl. 21.00 hver aften – søndag til torsdag – vil sidde parat til at guide borgerne videre, således at borgeren får løst sit problem.

De 19 kommuner bag initiativet har etableret en vagtordning, således borgerne kan ringe til hotline-nummeret fra kommunerne har lukket deres telefoner og frem til kl. 21.00 om aftenen.

”Vi har store forventninger til det nye initiativ. Dels håber vi på, at det kan få endnu flere borgere til at blive digitale og på den måde klare sig selv, når det passer den enkelte borger. Dels tror vi på, at borgerne med servicen vil opleve, at det bliver både hurtigere og nemmere at komme i kontakt med sin kommune”, fortæller Kontorchef i Borgerservicecentret Jane Andersen, Fredericia Kommune.

For at komme i kontakt med den nye hotline skal borgeren ringe til Fredericia Kommunes hovednummer 7210 7000. Herfra vil der ske en automatisk viderestilling til Hotline Syddanmark.