SAMFUND

Region vil investere millioner i mobil behandlingsplads til terrorberedskabet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Region vil investere millioner i mobil behandlingsplads til terrorberedskabet

Region Hovedstadens sundhedsberedskab har i dag ikke det udstyr, som er nødvendigt, hvis København rammes af et alvorligt terrorangreb som f.eks. de angreb, som Europa har set det seneste år. Derfor skal sundhedsberedskabet nu opgraderes, så man kan håndtere kritiske situationer med mange tilskadekomne. Konkret vil regionen bruge 6,4 mio. kr. på en mobil behandlingsplads.

Den mobile behandlingsplads, som Region Hovedstaden har afsat midler til i budgettet for 2017, skal først og fremmest sikre, at der hurtigt kan iværksættes en omfattende behandlingsindsats ved terrorangreb, hvor tiden vil være den kritiske faktor for patienternes overlevelse.

Imidlertid vil behandlingspladsen – som kommer til at koste 6,4 mio. kr. – også kunne anvendes til at etablere en fremskudt sygeplejerske- og lægebemandet akutklinik i mere fredelige situationer, f.eks. ved større events som Distortion, Copenhagen Marathon, folkemødet, koncerter og lignende.

Investerer i akutbil

Behandlingspladsen er den største præhospitale investering i Region Hovedstadens 2017-budget. Der er dog også afsat 1,6 mio. kr. til akutbilen på Bornholm. Godt nok har Sundhedsministeriet givet et tilskud på 6,5 mio. kr. til denne akutbil, men budgetmidlerne skal sikre, at akutbilen ikke – som det har været tilfældet i år – kommer til at stå stille i en periode, når det statslige tilskud er brugt.

I dag er akutbilen lægebemandet i dagtimerne, men det sker med konsulentansatte læger, der flyver til og fra Bornholm og får en betaling på 1.000 kr. i timen. Efter kl. 18, hvor sidste fly er afgået, bemandes akutbilen med lokale sygeplejersker. Man vil nu arbejde på en ordning, hvor bemandingen sker med læger, der kan løse opgaver på det lokale sygehus mellem udrykningerne – som der er ganske få af, nemlig 1-2 i døgnet.

 

(Kilde : http://www.beredskabsinfo.dk)