Region Syddanmark sætter ind mod ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien

Region Syddanmark sætter ind mod ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien

Børn og unge i Region Syddanmark skal hurtigere til. Et nyt udspil fra en særlig taskforce udløser nu en investering på over 15 millioner kroner, der skal sikre kortere ventelister i børne- og ungdomspsykiatrien. Pengene skal blandt andet gå til at ansætte flere medarbejdere og udnytte nye digitale løsninger.

Regionsrådet har netop godkendt den første afrapportering fra den taskforce, der siden februar har arbejdet med at finde løsninger på de lange ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien og dermed sikre, at patientrettighederne overholdes.

Indsatsen, som taskforcen foreslår, flugter med ambitionerne om kapacitetsudvidelser som følger den akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, der er en del af den nyligt indgåede økonomiaftale med regeringen, oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Regionsrådsformand Bo Libergren (V), Region Syddanmark, siger:

– Alt for mange børn, unge og familier venter i dag for længe på hjælp. Det er ikke godt nok. Derfor følger vi nu taskforcens anbefalinger og investerer i både flere medarbejdere og nye løsninger, der kan skabe mere kapacitet. 

Ifølge planen skal ventelisterne gennemgås for at sikre, at de børn og unge, der står på venteliste, fortsat har behov for behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. For nogle vil et tilbud i voksenpsykiatrien, kommunen eller hos egen læge være mere relevant. Tilsvarende gennemgange på andre afdelinger på OUH har vist, at de faktiske ventelister var kortere end først antaget.

Planen skal desuden skabe mere tid til at udrede børn og unge. Det skal blandt andet ske ved i højere grad at bruge digitale konsultationer, gennem samarbejde med privathospitaler, og ved at reducere den tid, medarbejderne bruger på administrative opgaver. 

Taskforcen anbefaler også, at der ansættes flere medarbejdere. Der er allerede gennemført adskillige ansættelser i år, og med regionsrådets beslutning tilføres området nu endnu flere lønmidler. Samlet kan børne- og ungdomspsykiatrien dermed styrkes med op mod 40 nye medarbejdere i løbet af 2026. Ansættelserne er primært inden for sygepleje og psykologi.

I efteråret arbejdes der videre med nye tilbud til patienter, som er i behandling eller har behov for opfølgning. Der skal eksempelvis etableres særskilte opfølgningsklinikker til børn og unge, der primært har behov for kontrol af deres medicin. Samtidig skal unge, der er fyldt 18 år, som udgangspunkt fortsætte deres behandling i voksenpsykiatrien frem for i børne- og ungdomspsykiatrien. Det skal frigøre mere kapacitet til børn og unge.

Som led i indsatsen afsættes 15,6 mio. kr. til overarbejde, flere medarbejdere og øget kapacitet. 

Taskforcen er nedsat af Region Syddanmark for at finde løsninger på ventetiderne og ledes af lægelig direktør Michael Dall fra Odense Universitetshospital og består desuden af ledelsesrepræsentanter fra psykiatrien, herunder cheflæger, ledende overlæger, sygeplejefaglige ledere og stabsrepræsentanter fra Region Syddanmark og børne- og ungdomspsykiatrien i Odense, Aabenraa, Vejle og Esbjerg.

Taskforcens arbejde fortsætter resten af året, og regionsrådet vil modtage en ny status i efteråret 2026.