
Rådhusets forhal bygges om for at give borgerne en bedre velkomst

Rådhusets forhal står over for en ombygning, der skal forbedre oplevelsen for kommunens borgere
Projektet, der starter i uge 34, sigter mod at skabe en mere indbydende og funktionel indgang til de kommunale ydelser. Beslutningen om at ombygge forhallen kommer ikke ud af det blå. Den er et direkte resultat af et længerevarende testforløb, hvor man gennem det seneste år har afprøvet forskellige indretningsforslag.
Gennem det seneste år har der været testet forskellige indretninger af forhallen i forhold til, hvordan borgerne oplever mødet med kommunen, og det har haft en stor effekt for både borgere og medarbejdere. Borgere fortæller, at indretningen er hyggelig og med en rar stemning – også de borgere, som tidligere fandt forhallen udfordrende.
Medarbejderne oplever bedre kommunikation med borgere og færre konflikter, og at der er færre klager, oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse.
Testforløbet begyndte allerede i efteråret 2024 med bla. at indsætte flere grønne planter, og generelt forsøge at gøre den store forhal mere hyggelig. Video: DanmarkC TV
Ombygning af forhallen
Som et resultat af de forskellige prøvehandlinger bliver forhallen nu ombygget. Det kommer selvfølgelig til at få indflydelse på den oplevelse, som borgerne får de kommende uger.
Forhallen indrettes, så den skaber ro, overblik og giver adgang for så mange grupper af mennesker som muligt. Samtidig skal den nye indretning invitere til et ligeværdigt møde mellem den enkelte og kommunen samt sikre fortrolighed og afskærmning af det personlige møde med kommunen. Endeligt så bliver forhallen indrettet, så den giver et moderne indtryk af rådhusets klassiske arkitektur. Med ombygningen af forhallen bliver det også muligt at bruge teknologiske løsninger, som skaber endnu hurtigere og endnu bedre hjælp til borgerne.
Borgerservice og Ydelser forventes at have åbent som normalt under hele ombygningen og nyindretningen af forhallen på rådhuset – på nær et par timer mandag den 1. september. Der kan dog opstå uforudsete ting under ombygningen, som gør, at det bliver nødvendigt at lukke yderligere. Skulle dette ske, vil det blive meldt ud senere.
Det arbejde, der larmer mest, vil blive lavet i weekender og uden for normal åbningstid på rådhuset. Men det kan selvfølgelig ikke undgås, at borgerne vil blive mødt at uro og byggerod i en kort periode.
Forhallen forventes at blive genåbnet og indviet mandag den 22. september.