Kort Nyt

Projektleder fundet til Kulturkasernen

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Kristian Lykkebo bliver projektleder på Kulturkasernen

Fredericia Kommune har fundet projektlederen for Kulturkasernen i egne rækker og ansætter efter et åbent ansættelsesforløb kulturkonsulent Kristian Lykkebo i stillingen. 

Kristian starter 1. april 2022 og vil som en af sine første opgaver understøtte formandskabet i at sætte gang i arbejdet i det politisk nedsatte § 17.4-udvalg om Kulturkasernen. Udvalget skal sammen med øvrige interesserede parter tegne visionerne og sætte rammerne for Kulturkaserne i det kommende år. ’

Formand for udvalget Kulturkasernen Turan Savas er glad for, at den nye projektleder er kendt i Fredericia.

”Med Kristian får vi en projektleder, som kender baggrunden og kulturlivet i Fredericia. Det betyder, at vi kan komme hurtigere i gang med arbejdet, og det ser jeg frem til”.

Med Kristian Lykkebo får Fredericia Kommune en projektleder, som har et indgående kendskab til tankerne bag Kulturkasernen og som derfor kan gå direkte ind i arbejdet med at få sat form og retning på ideerne sammen med det politiske udvalg. Kristian kender kulturlivet i Fredericia rigtig godt gennem sine seks års ansættelse som kulturkonsulent. Det kendskab vil være en stor fordel i funktionen som projektleder.

Kristian har et stort netværk på kulturområdet i Fredericia, i Trekantområdet og nationalt og har også tidligere erfaring med tilsvarende opgaven, om end i noget mindre skala – nemlig som leder af kulturkomplekset Nicolai i Kolding. 

”Jeg ser sammen med Turan frem til en åben involverende proces sammen med det øvrige udvalg. I den forbindelse ser vi det som en gevinst at have en projektleder med lokalkendskab som en dygtig sparringspartner”, siger næstformand for udvalget Kulturkasernen, Niels Martin Vind.