Pressemeddelelse

PRESSEMEDDELELSE : EN ENORMT STOR DAG FOR FREDERICIA – ELLER ?

Udgivet af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En enormt stor dag for Fredericia eller en frygtelig dag for Danmark?

PRESSEMEDDELELSE: I går blev det nye forsvarsforlig præsenteret. Resultatet af det nye forlig, som bliver støttet af regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale, er 140 nye arbejdspladser til Fredericia. Både borgmesteren såvel som viceborgmesteren har begge hænderne højt hævet over deres hoveder. Jacob Bjerregaard kalder det for en stor dag for Fredericia. I Enhedslisten Fredericia er vi knap så begejstrede.
Hvad der af borgmesteren kaldes for en stor dag for Fredericia, kalder vi for en frygtelig dag for Danmark. Forliget bevirker, at vi sender milliarder af kroner efter kampfly og oprustning, når vi i stedet burde fokusere på nedrustning, diplomati og nedtrapning af konflikter.
”Jeg kan pege på mange steder i Fredericia, hvor bare en brøkdel af de mange penge, ville gøre underværker. Det virker paradoksalt at vores uddannelsesinstitutioner skal spare 2 % om året imens man gladelig giver forsvaret 5 milliarder fra det økonomiske råderum. Vores sygehuse og skoler har altså været med til at betale regningen” udtaler Enhedslistens byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz.
Med 12.8 milliarder kroner i baghånden, ville Danmark kunne tage et stort skridt imod mere lighed, bedre klima og en ordentlig behandling af vores syge medmennesker, men de respektive partier har desværre valgt at prioritere anderledes. De ledige og de syge vil blive endnu mere presset, og de offentligt ansatte kommer til at løbe endnu stærkere – alt sammen for at vi kan bidrage til et NATO, som spiller fallit, når selv egne medlemslande får lov til at bombe civilbefolkninger, som Tyrkiet gør det i Afrin lige nu. Ikke på vilkår!

Vi vil hellere bruge 12.8 milliarder på sundhed, miljø og sociale områder, så de penge rent faktisk gør gavn for de mennesker, som bor i Danmark. Det ville også generere mange arbejdspladser, som ville højne levestandarden for folk i Fredericia! Og det ville give borgmesteren noget reelt positivt at juble over – ikke kun for byen, men også for Danmark!

Enhedslisten, Fredericia