SAMFUND

Præcisering af videoovervågning

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Præcisering af videoovervågning

På baggrund af flere artikler om videoovervågning af møder med borgere i Jobcentret i Fredericia, ønsker Arbejdsmarkedsafdelingen at præcisere nogle fakta omkring videoovervågning
Det er blevet fremstillet som om, at videoovervågning er et nyt og mistænkeliggørende fænomen overfor borgerne. Det er det ikke. Som de fleste har lagt mærke til, når de handler ind, går i banken, eller tager toget, så er videoovervågning ganske udbredt. At det også findes i Jobcentret i Fredericia er alene en sikkerhedsforanstaltning, som vi heldigvis sjældent har brug for. Men administrationen har alligevel vurderet, at det er nødvendigt i forhold til vores personale og ejendomme.

De borgere, der henvender sig i Jobcentret kan fortsat føle sig trygge ved, at Arbejdsmarkedsafdelingen hverken optager eller ser optagelser til egne formål, og det er kun politiet, som får adgang til optagelser.

 

Fakta om videooptagelser

Hvorfor videooptagelser?

Videooptagelserne bliver brugt både forebyggende og for at kunne opklare dels tyveri/hærværk, dels trussels- og voldssituationer. Optagelserne bliver alene brugt til de formål.

Er det lovligt at videooptage?

Ja, det er lovligt. Reglerne står i Persondatalovens § 26 a – d.

Hvem har adgang til videooptagelser?

Optagelserne bliver lagret centralt i 30 dage, hvorefter de bliver slettet. Det er alene politiet, der har adgang til dem via Trekant Brand, og kun i de tilfælde, hvor politiet skønner, de er nødvendige for deres opklaringsarbejde.

Hverken kommune, borgere eller andre kan få adgang til optagelserne, da de ikke bliver brugt i forbindelse med borgersager eller som dokumentation af disse møder. Videooptagelserne må heller ikke bruges til læring og undervisning.

 Hvordan ved borgere og andre at der bliver videoovervåget?

Der er sat nødvendig skiltning op, og der er en markant skiltning udenfor de 2 mødelokaler.

Hvor sker der videooptagelser?

Arbejdsmarkedsafdelingen har gennem flere år haft videoovervågning i:

  • Indgangen i Borgerservice på Rådhuset
  • Stueetagen i Sjællandsgade

Den 1. maj 2015 blev der lavet videoovervågning i ét mødelokale i Sjællandsgade.

Fra den 11. juni 2016 er der i forbindelse med indflytning i nye lokaler lavet videoovervågning i Danmarkstræde. Der er videoovervågning både i fællesarealer og i ét mødelokale i stueetagen.

Er der tidligere opstået situationer, der har givet anledning til at lave videoovervågning?

Ja, desværre. Der opstår heldigvis sjældent situationer af en sådan karakter, så de giver anledning til at involvere politiet. Men de opstår, og derfor er det en ledelsesmæssig vurdering, at videoovervågning er en hensigtsmæssig og nødvendig foranstaltning af hensyn til opklaring, medarbejdernes sikkerhed, og kommunens ejendom eller lejemål.