Mere end hvert femte barn i Fredericia Kommune kæmper med massivt skolefravær. For at knække den alarmerende kurve har kommunen nu indgået en helt usædvanlig aftale. Man har lånt 10 millioner kroner af Den Sociale Investeringsfond for at skabe en ny og markant forebyggende indsats
Tallene taler deres eget tydelige sprog. I dag har hele 21,1 procent af alle børn og unge i Fredericia et fravær på over 10 procent, hvilket er en kraftig stigning fra cirka 16 procent i 2020. Det svarer til over 1.000 børn, der samlet set går glip af op mod et helt års skolegang i løbet af deres ti år i folkeskolen.
Ifølge Næstformand i Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Cecilie Roed Schultz (Ø) handler det høje fravær ikke bare om forlængede ferier, men om reel skolevægring. Børnene er under et stigende pres, og det massive fravær er i virkeligheden et råb om hjælp fra de unge.
“Det er jo et symptom på mistrivsel,” udtaler hun og uddyber den svære situation for børnene: “Og det at sætte fødderne ned og ikke komme i skole, det er jo sådan en af de allersidste konsekvenser, barnet tager.”
Video: DanmarkC TV
Betaler kun ved succes
For at ændre udviklingen skal der investeres i at opspore problemerne tidligere, end man gør i dag. De 10 millioner kroner fra Den Sociale Investeringsfond kommer med en helt særlig betingelse: Fredericia Kommune skal kun betale pengene tilbage i rater over fem år, hvis projektet faktisk virker. Knækker kurven ikke, slipper kommunen for regningen. Får indsatsen til gengæld enorm succes, betales der en form for ekstra renter tilbage til fonden.
En succesfuld indsats vil ikke blot spare kommunen for store udgifter på sigt, men vigtigst af alt sikre børnenes fremtid. Lige nu dumper tæt på hver fjerde elev deres afgangseksamen i dansk og matematik i kommunen. Fraværet forringer med andre ord deres muligheder for uddannelse, fremtidig indkomst og generel livskvalitet markant.
Der findes ingen nemme løsninger eller standardiserede metoder til at bryde den negative spiral. Derfor har kommunen allieret sig med konsulentfirmaet Rambøll og vil trække på afgørende erfaringer fra både det lokale fagpersonale og familierne selv for at skræddersy hjælpen til det enkelte barn.
Fokus skal i højere grad flyttes fra at tælle fraværsprocenter til at forstå den bagvedliggende årsag. Som Cecilie Roed Schultz pointerer om børnenes afvisning af at tage i skole:
“Det er et sidste desperat forsøg på at give udtryk for, at der er noget, man ikke magter kan rumme.”