FREDERICIA

Peter Sommer Duo

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Peter Sommer Duo
– alene med Palle i verden

For første gang tager Peter Sommer for alvor fat om den egentlig oplagte metier: Trubaduren med den nære historie i et akustisk setup, der samtidig giver plads til sangeren Peter Sommer.

Akkompagneret af sin guitar samt mægtige Palle Hjorth på tangenter, får nye sange, og sangkataloget, liv ude på de mindre, skæve og dybt lokaloriginale steder rundt i Danmark. Fredag, den 10. marts sker det i Tøjhuset i Fredericia.

Peter Sommer udtaler:
“Jeg har altid gået lidt bevidst forbi mulighederne for de her små akustiske setups. Tænkt at mine sange og min stemme helst skulle skjules i røgen og dampen fra mørke metaforer og lysskyende ordspil. Nu er det som at det hele skal frem i lyset og vises frem som det er: enkle, store kærlighedssange til vennerne, menneskene og danskerne som har befolket mit tekstunivers. Sunget og forklaret så det hele står rent og stærkt. Som et stykke med liv, som en chancetur på bagsædet af en andens liv. Mit.

Showet indeholder verdens muligvis bedste vittighed. Så har jeg ikke sagt for meget. Det siger sig selv.“

Billetter til koncerten, der starter kl. 21, kan købes på tojhuset.billetten.dk eller i Tøjhuset, Gothersgade 34.