FREDERICIA

Perfekte vejrforhold til vedligeholdelsesarbejde på Crossbridge Energy A/S

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Renoveringen af raffinaderiets skorsten i gang under ideelle betingelser – se de flotte foto i artiklen

Søndag den 8. september bød på ideelle vejrforhold til et helt særligt projekt ved Crossbridge Energy raffinaderiet. Arbejdet bestod i at løfte udstyr op til toppen af raffinaderiets næsten 100 meter høje skorsten, et projekt der kræver præcision og de rette vejrforhold. Selvom der var vindstille ved jorden, kan vinden nemlig være markant i de højere luftlag.

BMS, der er specialister i kranarbejde, udnyttede de gode vejrforhold til fulde. De kunne uden problemer løfte åget – også kaldet krydset – op i højden, hvor det blev monteret på plads, og skorstensrenoveringen blev dermed officielt sat i gang.

Synlig fra lang afstand

Det omfattende arbejde kunne tydeligt ses langt væk fra, herunder Gauerslund, dele af Fyn og endda fra den Gamle Lillebæltsbro. Projektet er en del af raffinaderiets store vedligeholdelsesstop, hvor hele anlægget er standset midlertidigt for at gennemføre omfattende renoveringer og eftersyn.

500 eksterne arbejder på projektet

Over 500 eksterne specialister deltager i denne store vedligeholdelsesindsats, hvor der bliver renset og vedligeholdt på det komplekse anlæg. En af de store opgaver inkluderer renoveringen af skorstenen, som med sine 99 meter kræver både præcisionsarbejde og de rette vejrforhold for at kunne udføres sikkert.

Som et par læsere ved en tidligere artikel har påpeget, er vedligeholdelsesstoppet i sig selv ikke noget nyt. Det sker med fastlagte intervaller både af vedligeholdelses- og sikkerhedsgrunde. Men hver gang er det en meget stor operation, som er planlagt i den midste detalje.

Crosbridge Energy A/S er en stor arbejdsplads, og en arbejdsplads der betyder meget for Fredericia. Derfor følger DanmarkC TV virksomheden tæt, og fortæller gerne i samarbejde med pressechef Torben Øllegaard Sørensen om virksomhedens aktiviteter.

Flammen er slukket

I forbindelse med stoppet er også den såkaldte “flare”, en 60 meter høj struktur, hvor der normalt brænder en flamme, blevet slukket. Dette giver mulighed for at gennemføre nødvendigt vedligeholdelsesarbejde på flaren, som ellers ikke ville være muligt under normal drift.

Foto herunder er taget af Crossbridge Energy A/S.