FREDERICIA

 Paris til fods – ideer til efterårsferien 

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hvis man er til franske fristelser fra byernes by, vil det være oplagt at deltage i foredraget hos Alliance Française tirsdag d. 19. september kl. 19 i Lokalhistorisk Arkiv. Her vil Aase Nørrung fra Åbyhøj nemlig fortælle om ”Paris til fods”.

Aase Nørrung er journalist og forfatter og har i mange år haft Paris som sit andet hjem. Hun besøger den sprudlende storby så tit hun kan. Aase går dog ikke kun ad de slagne turistveje – men har gennem årene fundet masser af skønne steder, hyggelige gader og pladser – ofte kun et stenkast fra de mest turistede steder og seværdigheder.

I sit foredrag vil Aase Nørrung fortælle om byens opbygning og udvikling med den nye og udfordrende infrastruktur og om pariserne og deres levevis. Begrebet ”pariser” kan sagtens dække over helt andre kulturer, der ofte er med til at gøre byen og dens liv endnu mere spændende og levende.

Det er Aase Nørrungs mission at få os til at se og opleve nye og andre steder i storbyen, hvor vi kan finde et helt andet Paris, end det, som mange kender i forvejen fra tidligere besøg. Her tager Aase os bl.a. med til sin ”egen” gade Rue du Faubourg Saint Denis.

Aase Nørrung anbefaler os danskere at besøge Paris i efterårsferien, der er perfekt – både fordi vejret ofte stadig er varmt – og fordi danskerne er de eneste i Europa, der har ferie på dette tidspunkt. ”Vi har byen helt for os selv”, som Aase fortæller.

Aase vil vise nogle af sine dejlige billeder fra Paris, og ved foredragets begyndelse vil tilhørerne få udleveret et Paris-kort, hvor man kan følge med i, hvor Aase ”går” hen i byen.

Derudover vil der være mulighed for at købe nogle af Aase Nørrungs bøger om Paris og Frankrig.

Se evt. www.aasenoerrung.dk

 

Alle er velkomne

Entré medlemmer 60 kr./ ikke-medlemmer 100 kr.