Kultur

Panorama: “Ustyrlig” er en film mere, der ikke bringer os videre. Det er en skam.

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

En ond historie, og fremrangende skuespillere, løfter ikke filmen til et niveau “kvinderne på Sprogø” har fortjent.

Det vil være rigtig godt, med en film der beskrev virkeligheden på anstalten for kvinder på Sprogø i årene fra 1923 til 1961. Det er Ustyrlig bestemt ikke. Den bringer os ikke nærmere på den lidelse nationen påførte kvinderne på Sporgø. Og mænd på Livø. Og De Kellerske Åndssvageanstalter generelt. Her har vi danske ikke noget at være stolte af, men mere om det senere!

Kvinderne var på et tvunget ophold, og skal filmen tages til indtægt for hvordan det var, var det på en idyllisk ø, en kærlig forstanderinde og hyggelige småjobs inde og ude under selvstyring. Det tror DanmarkC TV’s udsendte ikke et minut på. Realismen er helt fraværende! På marken var der dog en leder med et navn, der leder tankerne hen på en dansk adelsslægt.

Filmen lader tilskuerne vide, at trodsighed, og helt sikkert forsøg på flugt, blev håndteret konsekvent med en tur i “betænkningsrummet” og fastspændt. Det kunne knække enhver, må vi forstå, og én var nær ved at miste forstanden. “Så hellere angre med det samme,” fortæller Sørine os. Vi fik et par scener med den skrækkelige tortur, som politikerne stadig tillader i 2023. Fiksering heder det!

Skuespillerne leverede noget særligt, noget dragende, midt i deres længsel efter det almindelige liv.

Emilie Kroyer Koppel som “Maren” og Jessica Dinnage som “Sørine” spillede så fint og nærværende at det bider sig fast. Det gør en ligeså fremragende Lene Maria Christensen som “Frøken Nielsen” der på Sprogø var forstanderinde. Blid og venlig, men kunne altså godt ekspedere kvinderne i isolation.

Malou Reymann får givet os nogle fine billeder både inde og ude. Lidt for meget et postkort, for sådan var livet næppe på denne lidelsernes ø. Og vi får al den tid vi skal bruge til at suge ind. Langsommeligheden er dræbende! To timer og femten minutter!

Historien og minister K.K. Steincke
Det er og forbliver et sort kapitel i Danmarkshistorien. Filmen tager os ikke med ind i det bagvedliggende, andet et avisklip med, at Rigsdagen havde vedtaget stenrilasationsloven. Dem var der nu flere af, og noget mere skræmmende er svært at forestille sig.

En af rigets store politikere var socialdemokraten K.K. Steincke. Vi tillægger ham grundlaget for vores socialvæsen, da han samlede en masse små love til den store socialreform, som kom netop i 1933 hvor filmen udspiller sin handling. Det glemmes ofte når socialreformens første mand hyldes, at han var under svær påvirkning fra landet syd for grænsen. Han tog racehygiejne til sig, sammen med de nye tanker om arvemasse. Derfor skulle åndssvage steriliseres. Dengang var der ingen retssikkerhed, hvis en enkelt overlæge dømte én til at være mere eller mindre åndssvag. Eller bare defekt.

En film der kommer hele vejen rundt om vores komplicerede og triste fælles arv vil være befriende.
Men sådan er det ikke med “Ustyrlig”. Desværre!