FREDERICIA

Padlock Chain tager deres egen øl med på Tøjhuset

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Når skrammelrockorkestret Padlock Chain fredag 19. november går på scenen på Tøjhuset i Fredericia, bliver det med helt særlige bobler i glasset.

”Vi har lavet en helt særlig øl sammen med Fredericia Brewpub. Brygmester Alex Kristensen har sammen med os kalibreret øllen til at passe perfekt sammen med skrammelrock og citronmåne. Og netop dén kombination – pilsner, citronmåne og skrammelrock – er en treenighed, vi har meget kær. Derfor er vi enormt glade for at kunne præsentere øllen på fad i Tøjhuset 19. november,” siger Padlock Chain-forsanger Peter Friis Autzen.

Øllen, der officielt hedder ”Skummende Skrammelrock” – men ofte blot kaldes ”Brøleabe” på grund af dens karakteristiske etiket – kan købes på flaske i Fredericia Brewpub. Men også på fad er den populær, og Alex Kristensen har i den seneste tid brygget, så de læskende dråber er klar til salg på fad i november.

”Så vidt vi ved, har der aldrig før været ”fremmede” fad-dråber på Tøjhuset. Vi er meget, meget glade for, at vi med den her aftale kan skråleskåle i ”hjemmebryg”. Men glem ikke, at Tøjhusets bar samtidig holder gang i sine sædvanlige haner og andre varer. Ingen behøver at blive dehydreret eller gå tørstige i seng,” siger Peter Friis Autzen.

Koncerten 19. november markerer 25-åriet for Padlock Chains allerførste koncert, der fandt sted på Det Bruunske Pakhus i 1996. Egentlig skulle jubilæet være markeret i marts, men dengang var der coronanedlukket. Så nu bliver det i stedet til november.

”Vi har i mange år været begejstrede for at spille på Tøjhuset, hvor festen altid er god. Mange gange har vi haft sid-ned-koncerter, men vi er blevet opfordret til at fjerne borde og stole, så der kan være flere i salen. Så det gør vi denne gang. Og nøj, hvor vi glæder os. Nøj-øj-øjøj!,” siger Peter Friis Autzen.