LOKALMUSIK

Padlock Chain og Brewpubben: Alle gode gange tre

Efter flere tilløb, håber Skrammelrockorkesteret Padlock Chain nu, at det lykkes at afholde en intimkoncert hos en lokal brygmester


Tredje gang er lykkens gang, siger man. Og det satser Fredericia Brewpub på, når pubben på lørdag 12. marts præsenterer en intimkoncert med skrammelrockorkestret Padlock Chain.
Orkestret og pubben præsenterede sidste år deres fælles projekt, pilsneren Skummende Skrammelrock.”Det var planen, at lanceringen skulle ske med en koncert på pubben. Men coronarestriktionerne kom i vejen sidste år, så vi måtte udskyde. For nogle uger lagde vi så an for anden gang – men så blev vi selv ramt af corona! Så nu på lørdag er altså tredje gang – lykkens gang,” siger Padlock Chain-forsanger Peter Friis Autzen.


Koncerten er lille og intim. “Der er gratis entré efter “først til ølle”-princippet. Vi regner med at starte sådan omtrent ved klokken 19:44-agtigt eller deromkring,” siger Peter Friis Autzen.
Pilsneren Skummende Skrammelrock har slået godt an, siden brygmester Alex Kristensen tappede de første flasker for et års tid siden. De kolde øl er nærmest gået som varmt brød, og på lørdag har Alex sørget for at have friskbryggede forsyninger klar. Både på flaske og på fad.


Skummende Skrammelrock er brygget på Brewpubbens eget bryggeri. Og tankene har været udsat for rockmusik undervejs, hvilket ifølge Peter Friis Autzen både kan høres og smages. Og så er øllens smag justeret ind til at passe perfekt sammen med en af Padlock Chains andre guilty pleasures, nemlig Dancakes klassiske citronmåne.”Ikke alle ved det, men pilsneren og citronmånen går utrolig godt sammen. Det skal bare prøves. Så vi tager også lidt kage med på lørdag. Men det vigtigste er selvfølgelige kombinationen af pilsner og skrammelrock,” siger Peter Friis Autzen.


Alex Kristensen havde ikke selv smagt pilsner-citronmåne-kombinationen, før Padlock Chain præsenterede ham for den.”Og jeg havde aldrig før kalibreret en øls smag efter citronmåne. Men jeg må indrømme: Det kan altså noget sammen. Det passer,” siger han.
Der er som nævnt fri entré – men dog ikke fri bar – på lørdag.