Pressemeddelelse

Påskeferie i sommerhus – det skal du vide som lejer

Udgivet af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Påskefrokost og familiehygge, leg og vandring i naturen og plads til afslapning inden døre på en regnvejrsdag. Det skal et sommerhus gerne kunne byde på, når ferien kalder – og sådan er langt de fleste ferier. Men hvis alt alligevel ikke er, som du forventede, er det en god ide at være klædt på til at håndtere det.

Pressemeddelelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: Den lille perle på billedet havde alligevel ikke havudsigt. Eller sommerhuset havde fugleklatter overalt på terrassen og på havemøblerne. Eller servicen i skabene var beskidt. Det er nogle af de situationer, som uheldige forbrugere har stået i, og i sådanne tilfælde, er det godt at vide, hvad du skal gøre.

Forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann siger:

Husk altid at klage straks, du opdager en fejl. Reglerne siger, at udlejeren skal have mulighed for at udbedre en skade, så det går ikke at vente med at klage, til familien er kommet hjem fra ferien igen.

I en sag fra Ankenævnet for Feriehusudlejning fik en forbruger ikke ret i sin klage, fordi hun først informerede udlejeren om problemerne, da hun var kommet hjem igen.

Forbrugeren var utilfreds med flere ting i det sommerhus, hun havde lejet. Da hun ankom, stod der en tom øldåse på et bord, der hang et beskidt viskestykke i køkkenet, hvor glassene i skabene også var beskidte. Og så lugtede der af kloak på badeværelset. Forbrugeren gjorde dog ikke noget ved det, før hun var kommet hjem igen. Ankenævnet afgjorde, at udlejeren ikke havde haft mulighed for at udbedre skaden, og derfor tabte forbrugeren sagen.

Du skal heller ikke selv gå ud og leje et andet sommerhus eller helt beslutte at rejse hjem igen med det samme i bare ærgrelse, for så kan du sandsynligvis heller ikke få refunderet dine ekstraudgifter. Det viser flere andre sager fra Ankenævnet for Feriehusudlejning.

I en af disse sager klagede en forbruger straks ved ankomsten til et sommerhus over, at terrassen og alle havemøblerne var fyldt med fugleklatter. Udlejeren lovede omgående, at det ville blive udbedret næste dag, men forbrugeren ville ikke vente på det og valgte at køre hjem omgående.

Da han efterfølgende klagede og krævede at få refunderet lejen for sommerhuset, fik han ikke medhold, fordi han ikke gav udlejeren mulighed for at rette op på problemet.

Tjek hvem du lejer af

Det er vigtigt at have styr på, hvem du lejer sommerhuset af. Du skal vide, om det for eksempel er en privat person, du har lejet huset af, et udlejningsfirma, eller om det er via en booking-platform. Susanne Aamann siger:

For at have mulighed for at klage, skal man selvfølgelig vide, hvem man skal klage til. Det skal fremgå af lejekontrakten. Men det kan alligevel være svært at gennemskue, hvis man for eksempel har fundet sommerhuset via booking.com eller en anden platform, som blot formidler lejemålet, men ikke er den egentlige udlejer.