Ordblinde delte deres historier: – Vi troede bare, vi var dumme
Fredericia Rådhus dannede rammen om ordblindemesse
Tirsdag d. 12. november 2024 mødtes elever, og vejledere fra forskellige ungdomsuddannelser på Fredericia Rådhus til ordblindemesse, for at dele deres historier og erfaringer med ordblindhed.
Arrangementet gav de unge en platform til at fortælle om, hvordan det er at vokse op med ordblindhed, og hvordan de har lært at håndtere udfordringerne.
“Vi troede bare, vi var dumme”
Flere af eleverne fortæller, at de i folkeskolen oplevede at føle sig dumme, og utilstrækkelige på grund af deres læse- og skrivevanskeligheder.
Men at de efter at have fået “diagnosen” og den hjælp der følger med, nu trives, for de var slet ikke hverken dumme eller utilstrækkelige – de havde blot brug for lidt ekstra værktøjer til at læse og skrive.
– Jeg har altid været dårlig til at læse og skrive, men ordblindetesten var faktisk først i slutningen af 6. klasse. Jeg følte mig dum. Altså, jeg følte virkelig, at jeg ikke kunne finde ud af skolen. Det var ret trist, fortæller Thilde, elev på IBC, til DanmarkC TV og fortsætter:
– Det var faktisk først, da jeg blev trukket ud til siden to minutter før, jeg skulle have lavet testen, at jeg fik at vide, at jeg skulle have lavet testen. Og så tænkte jeg sådan lidt: ‘Hvad? Jeg er da ikke ordblind. Jeg er bare dum.’ Men det viste sig, at jeg var ordblind. Og så gav det egentlig mening.
– Det var først i 8. klasse, at jeg begyndte at tænke, at det faktisk er okay at være ordblind. Det er faktisk ret fedt. Det er ikke snyd at bruge sine hjælpemidler. Det har jeg jo følt meget. Men nu føler jeg virkelig, at det kan noget. Det er ret fedt at være ordblind – du får også et fællesskab med andre.
– Det føles lidt som en sejr, det der med, at jeg kan faktisk godt, og der er faktisk nogen, der gerne vil hjælpe mig, og jeg er ikke alene, siger Thilde.
Hjælpemidler og støtte baner vejen for succes
Eleverne fremhævede også betydningen af at have et fællesskab med andre ordblinde og at få den nødvendige vejledning og støtte i forbindelse med valg af ungdomsuddannelse.
– Det er fantastisk. I hvert fald når det gælder min ordblindhed, har jeg ingen problemer længere. Jeg kom perfekt ud af HF med et rigtig godt karaktergennemsnit. Så jeg har bare bevist for mig selv, at man kan alt, fortæller Jonas fra Ordblindeforeningen.
Charlotte Nordlund Borring var tovholder og planlægger på arrangementet, og Fredericia Bibliotek var vært i samarbejde med læringskonsulenter fra Fredericia og Middelfart kommuner.
DanmarkC TV sender snart et tv-indslag fra Ordblindemessen på Rådhuset.