FREDERICIA

Oplevelser for alle til Skovens Dag i Trelde Næs

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Søndag den 5. maj danner Trelde Næs igen rammen om en masse aktiviteter på Skovens Dag. Tag dine nærmeste i hånden og oplev den lokale natur.

Der er aktiviteter for hele familien, når Fredericia Kommune inviterer til Skovens Dag i Trelde Næs søndag den 5. maj.

Dagen byder bl.a. på bioblitz, hvor man kan gå på jagt efter næssets arter ved stranden, i vandet og i skoven. Et hold eksperter hjælper med at bestemme, hvilke planter og dyr man har fundet. Der vil også være fossiljagt, vandaktiviteter, klappebassiner med fisk og krabber og meget andet.

”Vi har et helt enestående naturområde på Trelde Næs, der sidste år blev en del af Danmarks Naturkanon blandt landets mest unikke perler. På Skovens Dag har vi altid nogle hyggelige timer, hvor borgerne i Fredericia får lejlighed til at nyde naturen ved vandet og lave sjove aktiviteter sammen, ” siger Christian Bro, formand for Miljø- og Teknikudvalget og Naturpark Lillebælt.

Christian Bro byder velkommen kl. 11.00 ved Trelde Næs Naturcenter, og dagen slutter kl. 15.00. Se hele dagens program her.

Tid og sted

Søndag den 5. maj kl. 11.00-15.00 på Trelde Næsvej 311, 7000 Fredericia. Tilmelding er ikke nødvendig, og det er gratis at deltage.

Skovens Dag er en fast tradition

Skovens Dag er en tilbagevendende begivenhed i Fredericia Kommune, som er blevet et stort tilløbsstykke med mange hundrede besøgende. I år er det 15. gang, at dagen markeres på Trelde Næs, som er et populært udflugtsmål for mange fredericianere og turister.

Der er busforbindelse til Trelde Næs med bybuslinje 6, som kører lige til døren. I anledning af Skovens Dag er der en ekstra afgang fra banegården kl. 10.22.

 

Kom med til Skovens dag i Trelde i 2018 i videoen nedenfor.