Kultur

Oplev magien: Teater Malstrøm’s nye Alice i Eventyrland

Af Steen Knudsen - tv@danmarkc.tv

Hvem tør følge efter en hvid kanin ned i et hul? Med Sidsel Nygaard som en gennemprøvet instruktør lokker Teater Malstrøm snart med en familieforestilling med familievenlige spilletider

Det er ikke mange der keder sig, når Sidsel Nygaard instruerer, og forventningerne bliver bestemt ikke ringere, når hun med ensemblet Teater Malstrøm lokker hele familen med ned i det hul, som er blevet berømt gennem fortællingen “Alice in Wonderland” af Lewis Caroll. Og vi kender nok bedst historien fra Disneys tegnefilm fra 1951. Sidsel Nygaard har bearbejdet det gamle manus, så det sikkert kommer til at leve op til forventninger i 2025.

Den oprindelige danske udgave er skrevet af Jens E. Hansen, og Jacob Kragh stod for musikken, men her har Sidsel Nygaard skåret foretillingen til, så det bliver langt mere klassisk teater.

Keder du dig?

Kedsomhed behøver ikke være en dårlig ting; faktisk kan den åbne døren til det uforudsete. Dette tema udforskes i Teater Malstrøms kommende forestilling, hvor publikum følger Alice, der drevet af kedsomhed, følger efter en talende kanin ned i et hul i jorden. Hendes rejse fører hende til et magisk og mærkværdigt land, fyldt med skæve og farverige karakterer som den gale hattemager, den hvide kanin, hertuginden, Hjerter Dame, kålormen, Syvsovermusen og Filurkatten. Forestillingen leger med spørgsmålet om, hvorvidt Alice’s oplevelser er virkelige eller blot en drøm. Og er der forskel?

Til så store spørgsmål, kræves der et åbent sind, som de fleste børn har. Så skal de nok forklare forældre og bedsteforældre hvad det hele går ud på, hvis det ikke helt trænger ind.

Vi ser ind bag forhænget

– “Alice i Eventyrland” som Teater Malstrøm den 21. marts har premiere på, vil ikke være en musical, men mere en oplevelsesrig familie forestilling med humor, fantasifuld scenografi og fantastiske dukker, der sammen skaber en eventyrverden publikum vil blive opslugt af. Det fortæller teatret til DanmarkC TV, og forsætter:

– Forestillingen er lavet i samarbejde med Bonnie Lykke fra Teater Figuletta, der har stået for dukkedelen i Alice universet.

Premiere og spilletid

Premiere 21. marts kl. 18.30.
Spiller fredage, lørdage og søndage til særdeles familievenlige tidspunkter, og frem til 13. april kl 14.00.
Spillested: Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, Fredericia.