Oplev Cykelfest og verdenselite i Fredericia til PostNord Danmark Rundt

Oplev Cykelfest og verdenselite i Fredericia til PostNord Danmark Rundt

Når 3. etape af Danmark Rundt begynder den 31. juli, fyldes Fredericias gader med meget mere end professionelle ryttere. Kommunen inviterer til en stor cykelfest, hvor borgere, børn og verdensstjerner samles.

Hele dagen bliver en fest for cykelsporten og for fællesskabet, hvor både børn, motionister og verdensklassecykelryttere indtager byens gader.

Programmet byder på fælles morgenmad, livemusik i gaderne, storskærm, Škoda BørneTour, ADP Folkeløbet, pump track-bane, cykelringridning for blot at nævne nogle af dagens programpunkter, skrives der i en pressemeddelelse.

Peder Tind, der er borgmester i Fredericia Kommune, håber at rigtig mange besøger Fredericia den 31. juli.

– Det er en stor glæde at kunne byde velkommen til PostNord Danmark Rundt. Vi får besøg af nogle af verdens dygtigste cykelryttere, og det bliver en stor oplevelse at se dem køre rundt i vores smukke kommune. Men dagen er ikke kun for eliten og cykelentusiaster. Det er en dag, der i lige så høj grad også handler om at samle byen omkring fællesskab, bevægelse og gode oplevelser. Det bliver en festdag, hvor alle kan være med, og jeg håber, at alle vil være med til at gøre dagen til noget helt særligt, siger borgmester i Fredericia Kommune Peder Tind.

Også Susanne Eilersen, der er formand for Fredericia Kommunes Kultur-, Turisme-, Idræt- og Bosætningsudvalg, ser frem til, at PostNord Danmark Rundt kommer til Fredericia.

– Vi ønsker, at starten på 3. etape af PostNord Danmark Rundt i Fredericia bliver en oplevelse for alle. Også for dem, der ikke nødvendigvis følger cykelsport til daglig. Derfor er jeg glad for, at vi er lykkes med at sammensætte et program med aktiviteter, hvor børn kan prøve kræfter med cyklen, borgere kan køre den officielle rute før de professionelle, og hvor hele byen kommer til at summe. Samtidig er løbet en unik mulighed for at sætte Fredericia på landkortet og vise vores smukke by frem for publikum og alle dem der følger løbet på tv, siger Susanne Eilersen, der er formand for Fredericia Kommunes Kultur-, Turisme-, Idræt- og Bosætningsudvalg.

Klik her og se hele programmet for den 31. juli, når 3. etape af PostNord Danmark Rundt kommer til Fredericia

Programmet

Når 3. etape af PostNord Danmark Rundt skydes i gang i Fredericia, markeres dette med en kæmpe cykelfest fra kl. 9.00-18.00. Her vil der være masser af aktiviteter for både store og små cykelentusiaster. Se programmet for dagen herunder. 

08.45-09.15: Morgenmad i gården foran Tøjhuset til de første 200 personer med cykelhjelm

9.00-13.00: Underholdning og aktiviteter på Egeskov torv. 3. etape af PostNord Danmark Rundt går igennem Egeskov by

09.00-18.00: Storskærmen i startområdet på Ryes Plads viser live fra 3. etape PostNord Danmark Rundt 2026 hele dagen igennem

09.00-18.00: Skumparty og strandsjov for store og små på Østerstrand

09.00: Kaffevogn, bar, pump track banen og andre cykelaktiviteter på J.B. Nielsens Plads åbner

09.15-09.45: ADP Folkeløbet afvikles. Kom og prøvekør ruten for neutral start i Fredericia Midtby, inden rytterne sendes ud på samme rute. Kræver ingen tilmelding. Læs mere om ADP Folkeløbet i næste menupunkt

10.00-12.30: Besøg Teamparkeringen i Kanalbyen langs Gl. Havn. Her kan du komme helt tæt på de professionelle cykelryttere og holdbusserne

10.00: Kæpheste ringridning for byens børnehaver på J.B. Nielsens Plads 

10.30-11.00: Livemusik ved Jumpings Jacks på scenen i startområdet på Ryes Plads

11.00-12.45: Præsentation af holdene og interviews med rytterne på scenen og i mixzone i startområdet på Ryes Plads

11.00-13.00: Livemusik ved Jumping Jacks i byens gågader

11.00: Streetfood området på J.B. Nielsens Plads åbner

12.00-14.15: Mød Skoda og få en BørneTour drikkedunk. Se og prøv Woom Bikes udstillingscykler, mød Fredericia CCs ungdomsafdeling og meget mere

12.00-19.00: Gratis ansigtsmaling for børn på Urbania Street Food 

12.45: 3. etape af PostNord Danmark Rundt skydes i gang af viceborgmester Susanne Eilersen i startområdet på Ryes Plads

12.55: Rytterne kører gennem startområdet endnu en gang, inden de fortsætter ud af fæstningsbyen

13.00: 3. etape af PostNord Danmark Rundt gives frit på Egeskovvej og der køres mod Vejle. Dette kan følges live på storskærmen i startområdet på Ryes Plads

13.10: Rytterne kører gennem Egeskov by og passerer Egeskov torv

13.15-14.15: Skoda BørneTour afvikles. Cykelløb for børn mellem 3 og 9 år. Køres i startområdet på Ryes Plads. Tilmelding sker her. Læs mere om Skoda BørneTour i næste menupunkt

14.30-17.30: Livemusik og underholdning i startområdet på Ryes Plads med bl.a. PS DUO

15.00: Børne cykelringridning 3-10 år på J.B. Nielsens Plads 

16.00: Unge cykelringridning 10-14 år med JAXSTYLE som komentator på J.B. Nielsens Plads 

17.00: Kåring af den flotteste pyntede cykel på J.B. Nielsens Plads 

17.30-18.00: 3. etape af PostNord Danmark Rundt slutter i Vejle. Se rytterne komme i mål live på storskærmen i startområdet på Ryes Plads

18.00: Cykelringridning for alle aldre på J.B. Nielsens Plads. Udklædning er tilladt

Programmet for dagen opdateres løbende.

Kilde: Fredericia Kommune

Verdensklasse på startstregen

Et af dagens højdepunkter bliver præsentationen af de professionelle hold og interviews med rytterne på scenen i startområdet på Ryes Plads.

Her får publikum mulighed for at opleve verdenseliten helt tæt på, inden de skal ud på 3. etape. Det finder sted fra klokken 11.00 til 12.45. Herefter skydes 3. etape af årets PostNord Danmark Rundt i gang.

Storskærmen i startområdet på Ryes Plads viser live fra 3. etape hele dagen.

Klik her og se ruten for PostNord Danmark Rundt i Fredericia

Ruten i Fredericia. Grafik: Fredericia Kommune

ADP Folkeløbet: Cykelglæde for hele familien

Cykel-festlighederne begynder allerede fra morgenstunden den 31. juli, hvor alle på en cykel får en helt særlig mulighed for at opleve suset fra PostNord Danmark Rundt.

ADP og Fredericia Kommune inviterer alle til et åbent og folkeligt cykelevent midt i byen, hvor gaderne lukkes for biltrafik, og hvor man i fællesskab indtager byens gader på to hjul.

ADP Folkeløbet, der skydes i gang klokken 9.15, er ikke et traditionelt cykelløb med tidtagning, præmier og fokus på at komme hurtigst i mål. I stedet er fokus på glæden ved at cykle og være sammen.

ADP Folkeløbet er en mulighed for at cykle på den samme rute, som de professionelle ryttere kører senere på formiddagen. Samtidig markerer ADP Folkeløbet åbningen på projektet Fredericia Cykler 2026–2029.

Læs mere om ADP Folkeløbet her!

Og læs om Fredericia Cykler her!

Škoda BørneTour for de mindste

Når de professionelle cykelryttere er sendt ud på 3. etape, overtager de yngste cykelentusiaster startområdet ved Ryes Plads, når de inviteres til Škoda BørneTour. Her kan alle børn og unge på 3-9 år glæde sig til at opleve tour-magi, cykelglæde, fart, fest og fællesskab på to hjul.

I Fredericia arrangeres løbet i samarbejde mellem Fredericia Cycle Club og TSIF Cykling, Fredericia Kommune, Danmarks Cykle Union og hovedsponsoren Škoda. BørneTour er et begyndercykelløb, hvor alle kan være med – uanset tempo, cykeltype eller erfaring.

Škoda BørneTour er en central del af Danmarks Cykle Unions arbejde med at rekruttere flere børn og unge til sporten i samarbejde med lokale cykelklubber og kommuner. 

– Dansk cykelsport befinder sig på et rigtig stærkt niveau med flotte præstationer i verdens største løb. Det hænger tæt sammen med vores solide foreningskultur og de inspirerende rollemodeller blandt eliten. Med Škoda BørneTour får børn mulighed for at prøve kræfter med cykelsporten og mærke suset – så de i fritiden kan lege, at de er Jonas Vingegaard eller Amalie Dideriksen og drømme om den gule trøje og medaljer, udtaler Danmarks Cykle Union.             

Læs mere om Škoda BørneTour og se hvordan man tilmelder sig

Sådan påvirkes trafik og parkering

Når cykeleliten og cykelfesten kommer til Fredericia, vil der være midlertidige trafikale ændringer.

Enkelte veje omkring startområdet vil være afspærrede, og selve ruten spærres midlertidigt to gange en halv time i løbet af dagen – fra klokken 9.15-9.45, hvor ADP Folkeløbet køres og igen fra klokken 12.45 til 13.15, hvor 3. etape af PostNord Danmark Rundt køres.

Derudover er der standsnings- og parkeringsforbud på ruten.

Klik her og se ruten, læs detaljerne omkring parkering, afspærringer samt se dem markeret på kort.

Bliv set med et sponsorspot! Kontakt os og hør om dine muligheder omkring sponsorat på DanmarkC TV

Bliv set i den bedste sendetid. Det er muligt at blive mediepartner på DanmarkC TV. Med et sponsorat/partnerskab kan du støtte udviklingen af lokale tv-programmer og DanmarkC TV kvitterer ved at placerer et “Præsenteres i samarbejde med” klip før, og efter den udsendelse du har ydet dit sponsorbidrag til.

Dermed er der altid et højt seertal på vores udsendelser. Vi rammer 792.000 borgere fra Horsens og ned til den dansk-tyske grænse, via både kabel-tv, iptv og æterbåret tv-signal og hele verden via vores online web-tv og de sociale medier. Læs mere