Covid-19 / Corona virus

Vi er på vej tilbage til en mere normal hverdag

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Sundhedsstyrelsen har opdateret anbefalingerne til at forebygge smitte. Blandt andet er anbefalingen om afstand mellem personer ændret. De nye anbefalinger er mulige på grund af den høje tilslutning til vaccination herhjemme.

Hold afstand til andre i det offentlige rum, hvor det er muligt. Sådan lyder den nye anbefaling om afstand for at forebygge smitte med ny coronavirus. Anbefalingen beskriver dermed ikke længere en fast afstand til, hvor meget plads der skal være mellem personer. Det er muligt, fordi den høje vaccinationsdækning i befolkningen betyder en god beskyttelse mod COVID-19. 

”Vi er nu et sted, hvor vi har god kontrol med smitten i samfundet, fordi der er så mange, der har taget imod tilbuddet om at blive vaccineret. Derfor kan vi tilpasse forebyggelsesanbefalingerne, så man både kan opretholde en normal hverdag, samtidig med at vi holder fast i, at vi skal forebygge smitte,” siger Helene Bilsted Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.

Anbefalingerne er blevet opdateret, så de svarer til den situation, vi er i nu. Alle opfordres stadig til at følge de seks generelle anbefalinger. Det gør, at vi kan undgå at smitte hinanden med COVID-19 og andre smitsomme sygdomme, som særligt cirkulerer i efterårs- og vintersæsonen, for eksempel influenza. 

”Vaccination er det helt afgørende redskab i forebyggelse af smitte med ny coronavirus, og derfor vil Sundhedsstyrelsen i den kommende tid have et stort vedvarende fokus på at sikre høj tilslutning til vaccinationsprogrammet. Men det er meget væsentligt at understrege, at vi skal holde fast i fortsat at efterleve de gode råd til forebyggelse af smitte, da der fortsat er en epidemi, og den nu dominerende deltavariant er både mere smitsom og kan give anledning til flere indlæggelser end de tidligere varianter,” siger Helene Bilsted Probst. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler stadig, at man bliver hjemme, når man er smittet med ny coronavirus eller har symptomer på sygdom. Det er også fortsat vigtigt at blive testet, hvis man har symptomer. Man bør desuden være ekstra opmærksom på de gode råd og bruge mundbind, når man bevæger sig ud for at blive testet for COVID-19. Det samme gælder, når man skal til lægen.

”Der er jo stadig coronavirus i samfundet, så derfor skal vi fortsat være opmærksomme ved sygdom. Men gør vi det, så er der også mulighed for gradvis at nærme os den hverdag, som vi kender fra før COVID-19, og som mange har savnet. Den hverdag skal vi mere tilbage til nu,” siger Helene Bilsted Probst.

Sundhedsstyrelsens seks generelle råd til smitteforebyggelse er:

  • Bliv vaccineret
  • Bliv hjemme og bliv testet, hvis du får symptomer
  • Hold afstand
  • Luft ud og skab gennemtræk
  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit 
  • Gør rent, særligt overflader som mange rører ved