FREDERICIA

Offerrådgivningen advarer mod falske bankmænd: Sådan beskytter du dig selv

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Stigende antal ældre i Fredericia narres af svindlere – Offerrådgivningen giver råd til hvordan du slipper for at komme i svindlernes kløer

Rettelse: Det omtale servicenummer i videoen er 116 006.

Et stigende antal ældre, bliver ofre for falske bankmænd, der overtaler dem til at udlevere deres kreditkort og koder. Svindlerne bliver mere og mere overbevisende, og Alice Kristensen, formand for Offerådgivningen i Sydøstjyllands Politikreds, advarer mod den stigende tendens i et interview med DanmarkC TV.

– De bliver dygtigere og dygtigere, dem der sidder i den anden ende af røret, og kan være virkelig overbevisende. Så ja, vi ser et stigende antal, der jo så heldigvis benytter sig af at ringe ind til os, og få en snak omkring det, der er sket, og hvad det er, man skal gøre, osv, siger Alice Kristensen i et interview med DanmarkC TV.

Skamfulde ofre

Mange ofre føler skam over at være faldet for svindlernes tricks. “Altså, det jeg synes er gennemgående ved dem vi har i røret, det er, at de er frygtelig skamfulde over, at de hoppede i det her,” fortæller Alice Kristensen. “Fordi at de jo ligesom vi andre vil tænke, ej, men det hopper jeg jo ikke på.”

Offerådgivningen opfordrer dog alle, der har været udsat for svindel, til at melde det til politiet.

– Vores største råd til alle dem, der ringer ind, meld det nu, siger Alice Kristensen fra Offerrådgivningen.

Svindlerne er ofte professionelle og organiserede.

“Det er et ret professionelt setup,” forklarer Alice Kristensen. “Det her med at nogle gange, når de ringer, så er de numre, der bliver vist i displayet, det er jo bankens numre.”

Sådan beskytter du dig selv

Offerådgivningen giver følgende råd til at beskytte sig mod falske bankmænd:

  • Udlever aldrig dit kreditkort eller din kode.
  • Din bank ringer ikke til dig og beder om dine oplysninger.
  • Smæk røret på, hvis du er i tvivl.
  • Skjul dit telefonnummer og adresse på 118.dk.
  • Tal med dine familiemedlemmer om problemet.