Enhedslisten frygter, at kommunerne ender med en gigantisk efterregning, hvis staten taber en verserende skattesag til Ørsted
Ørsted har lagt sag an mod staten. I Fredericia har Cecilie Roed Schultz (Enhedslisten) igennem lang tid arbejdet tæt sammen med flere af Enhedslistens folketingsmedlemmer, for at rejse sagen om Ørsted og de alvorlige økonomiske konsekvenser, en dom mod staten kan få for kommunerne. En sag der muligvis får sin første delafgørelse inden for den nærmeste fremtid, skriver partiet i en pressemeddelelse.
Den fælles indsats kulminerer nu, hvor Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, på onsdag rejser spørgsmålet direkte til klima-, energi- og forsyningsministeren i Folketingets spørgetime:
– Vil regeringen hjælpe Fredericia og andre kommuner, hvis sagen med Ørsted tabes af staten, så de ikke sidder tilbage med en millionregning, der vil ramme deres ældre og børn?
Sagen handler om en mulig tilbagebetaling af skat, hvor en dom mod staten kan betyde enorme økonomiske konsekvenser for særligt Fredericia kommune.
– Hvis staten taber sagen, står Fredericia med en regning på 350 millioner kroner. Vi har en redningsplan klar i byrådet – men det er helt urimeligt at en kommune skal løfte den slags. De penge vi har skaffet og reserveret til denne regning, vil vi jo langt hellere bruge på at udvikle og løfte kommunen og vores velfærd, siger Cecilie Roed Schultz, byrådsmedlem i Fredericia for Enhedslisten.
— Kommunerne har ikke haft noget at skulle have sagt i den her sag – men de risikerer at stå med en stor del af regningen. Det er dybt urimeligt. Staten skal tage ansvar, ikke sende regningen videre, siger Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten.
Enhedslisten kræver, at regeringen på forhånd garanterer, at kommunerne kompenseres fuldt ud, hvis staten taber sagen.
– Vi har i forvejen kommuner, der kæmper med stramme budgetter og stigende udgifter på velfærdsområderne. Det vil være helt uacceptabelt, hvis en uenighed mellem staten og et i øvrigt primært statsejet energiselskab ender med at gå ud over borgerne, siger Cecilie Roed Schultz.