
Økonomien har det godt på Fredericia Musicalteater med overskud i 2022

Økonomi- og Erhvervsudvalget behandler det positive regnskab på møde i morgen
Der var forsigtigt budgetteret med et overskud på 200.000 kr., men det er lykkedes Musicalteateret at komme ud af regnskabsåret 2022 med et overskud på 1.400.000 kr.. Egenkapitalen er vokset til 6.9 mio kr. fra 5.5. mio i 2021.
Publikum
Det er aldrig nemt at planlægge hvor mange der vil komme og se forestillingerne. Musicalteatret havde en målsætning om 22.000 publikummer, men det faktiske antal var på 13.422. “Økonomisk usikkerhed grundet blandt andet Ukrainekrig samt stigende inflation, er årsag til det mindre antal besøgende.” Det kan være faktorer der har holdt publikum tilbage, oplyses det i sagsfremstillingen.
Godkendelse af regnskabet
Regnskabet skal først revideres af egne revisorer, og derfefter godkendes af Slot- og Kulturstyrelsen. Derfor forelægges det først nu for Økonomi- og Erhvervsudvalget i Fredericia. Både egne revisorer og Styrelsen har godkendt regnskabet uden bemærkninger, så mon ikke det også godkendes af Fredericia Kommune!
Status på 2023
Økonomi- og Erhvervsudvalget får kvartalsmæssige rapporter fra Fredericia Musicalteater. Seneste tal fra den 30. september tyder på, at det tilsigtede overskud på 0,2 mio. kr. overholdes, hvilket forvaltningen ved Fredericia Kommune er enige i.
Budget 2024
Der er budgetteret med at indtægter og udgifter er i balance med udgangen af 2024, og Slots- og Kulturstyrelsen har godkendt budgettet.
“Det er forvaltningens vurdering, at budgettet er udarbejdet i overensstemmelse med gældende praksis og god økonomistyringsskik og giver et retvisende billede af Fredericia Musicalteaters forventninger til økonomien i 2024. Budgettets form, forudsætninger og indhold vurderes til at være i overensstemmelse med de fastlagte økonomiske principper og den indgåede udviklingsaftale.” fremgår det af sagsfremstillingen fra forvaltningen til Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Publikum i 2024
Indtægter fra publikum er naturligvis både altafgørende, og skal forudses med forsigtighed.
Med premieren af den verdensberømte musical WICKED i september 2024 har Musicalteatret store forventninger til en publikumssucces. Ikke mindre end 24.000 publikummer i Fredericia, og 16.000 publikummer i København. I København er der planlagt 18 forestillinger i Glassalen i Tivoli.
I alt forventer Fredericia Musicalteater 40.000 publikummer i Fredericia, og som nævnt yderligere 16.000 i Tivoli.