Nyt motorvejsspor mod syd skal lette trængslen ved Kolding

Nyt motorvejsspor mod syd skal lette trængslen ved Kolding

Tirsdag morgen åbner Vejdirektoratet et ekstra spor forbi vejarbejdet på E45/E20 ved Kolding.

Ændringen øger kapaciteten på en af landets mest trafikerede strækninger, og det forventes at give bedre flow og kortere rejsetid. Men der vil fortsat være perioder med kø.

Strækningen har længe været ramt af massive forsinkelser under det igangværende vejarbejde, da den eksisterende kapacitet ikke er blevet udnyttet godt nok. Ved at inddrage midterrabatten forsøger man nu at skabe et bedre flow på den hårdt belastede motorvej, oplyses det i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet.

Flere tiltag skal hjælpe trafikken på vej

Det nye spor mod syd er dog ikke det eneste værktøj, der tages i brug for at mindske trængslen. Vejdirektoratet har indført en række justeringer, som skal skabe en mere stabil trafikafvikling. Lastbiler har nu fået tilladelse til at køre i det yderste spor mod syd, der er opsat ny og tydeligere skiltning, og der er etableret et ekstra spor ved tilkørslen fra Esbjergmotorvejen mod nord.

Arbejdet med afvandingsledninger har betydet, at det ekstra spor mod syd ikke kunne åbne tidligere. Selvom ændringerne vil hjælpe, skal bilisterne dog stadig være forberedt på ventetid.

”Vi har arbejdet intensivt på at justere trafikafviklingen – og selvom vi ikke kan fjerne køerne helt, forventer vi, at de her tiltag vil lette på trafikken og nedbringe rejsetiden,” siger projektchef i Vejdirektoratet Mette Vikjær.

På grund af den trange plads er strækningen ekstremt følsom over for uheld. Vejdirektoratet opfordrer derfor bilisterne til at køre hensigtsmæssigt. Rådet er klart: Man skal blive på motorvejen, da de lokale veje i Kolding ikke kan kapere den tunge trafik. Desuden opfordres der til at holde afstand, undgå at siksakke og blive i sin vognbane helt frem til flettepunktet.

”Vi har inddraget mere af midterrabatten for at øge kapaciteten der, hvor presset er størst. Det vil give mere plads og en mere jævn trafikafvikling,” siger Mette Vikjær.

Projektchefen minder samtidig om, at man ved mindre uheld hurtigt skal søge mod nærmeste nødlomme eller rasteplads for at holde vejen fri.

En fuldt udbygget motorvej med udgangen af 2027

Arbejdet i sydgående retning fortsætter frem til slutningen af 2026, hvorefter turen kommer til det nordgående forløb samt midten af motorvejen. Den udbyggede motorvej forventes helt færdig ved udgangen af 2027, mens det sidste slidlag lægges i sommeren 2028, oplyses det i pressemeddelelsen.

Fakta om projektet

Strækning: Cirka 7 kilometer motorvej ved Kolding (E45/E20)

Udbygning: Et ekstra spor i hver retning (fra 4/6 spor til 6/8 spor)

Formål: Mindre trængsel, øget trafiksikkerhed og en mere robust motorvej

Støjskærm: 1.600 meter ny støjskærm og flytning af 1.300 m eksisterende støjskærm

Trafik: Cirka 86.000 biler dagligt – stigende frem mod 100.000 biler i 2030

Anlægsudgift: cirka 847 mio. kr.

Samfundsøkonomi: Forventet gevinst på cirka 2,2 mia. kr. over 50 år

Kilde: Vejdirektoratet