Nyt kunstgalleri åbnet i Fredericia

Nyt kunstgalleri åbnet i Fredericia

En ny kulturel base i Danmarksgade er åbnet

Fredericia er blevet beriget med et nyt kunstnerisk samlingspunkt. I Danmarksgade nr. 12 er et nyt galleri åbnet med en velbesøgt fernisering, fredag d. 20. marts. Projektet er opstået i kølvandet på byens artfestival, hvor de tomme butikslokaler vakte opsigt og skabte grobund for et permanent udstillingssted.

Bag initiativet står syv lokale kunstnere, der via et samarbejde med Bilund Boghandel og artfestivalen har omdannet lokalerne til en platform for billedkunst. Gruppen har brugt de seneste måneder på at ryste sig sammen og planlægge driften af det nye sted, og de glæder sig til at byde indenfor:

– Alle er velkommen til at komme og kigge på vores forskellige værker. Det, der er unikt ved det, er, at vi er så mange forskellige kunstnere, og har så mange forskellige udtryk. Så alle er velkommen, lyder det fra gruppen.

Visionen rækker dog ud over blot at udstille værker. Ambitionen er at skabe et kulturelt mødested, hvor kunsten fungerer som katalysator for samtale mellem generationer.

– Vores ambition er egentlig at skabe et kulturelt samlingssted i lokalerne her, hvor man kan sige, at vores egen kunst er det sekundære, men det primære for os er at lave det her samlingssted og samlingspunkt som et kulturelt mødested.

Video: DanmarkC TV

Fremtidsdrømme og læring

Galleriet planlægger et flow, hvor udstillingerne skifter løbende, så de besøgende altid møder noget nyt. Der er også et stærkt ønske om at involvere byens uddannelsesinstitutioner, fra børnehaveklasser til gymnasieelever, i dialog om kunstens væsen.

– Det ville være dejligt, hvis skolerne ville sige, at her er et sted, der er stort nok, og tilpas ved bredt i et kunstudtrykkende, til at man kunne få en gymnasieklasse på banen, og fortælle lidt om, hvordan man arbejder som kunstner, lyder det.

Gruppen drømmer desuden om at udvide med flere kunstarter som fotografi og skulptur, og måske endda intime jazzkoncerter, for at cementere stedets status som et levende kulturhus i Fredericia.