Nyt julemysterium i Fredericia: “Krudt og Kanel”
“Krudt og Kanel” – en eventyrlig oplevelse for hele familien
Visit Fredericia og Fredericia Kommune har skabt et nyt julemysterium, “Krudt og Kanel”, der foregår i den gamle fæstningsby. Historien kan opleves som både lydfortælling og bog, og i weekenderne kan man møde de to nisser fra fortællingen i Fredericias gågader, oplyser Visit Fredericia i en pressemeddelelse.
Julemysterium i lyd og på tryk
“Krudt og Kanel” handler om fæstningsnissen Frede, der opdager, at julestemningen er forsvundet fra Fredericia. Han skriver til Julemanden, der sender nissedetektiven Viks til byen for at løse mysteriet.
Lydfortællingen er produceret i samarbejde med Audiorama – Selve lydfortællingen er lavet af Troels Bering, og kan hentes online, og lyttes lige herunder:
Visit Fredericia, og Fredericia Kommune har i samarbejde med Audiorama lavet juleventyret “Krudt og Kanel”. Kilde: VisitFredericia
– Vi håber, at en masse børn og barnlige sjæle – både lokale og udefrakommende vil glæde sig over vores julenyhed, som forhåbentlig giver dem lyst til besøge centrum af Fredericia, så de kan møde nisserne og gøre deres juleshopping, lyder det fra Visit Fredericia.
Fra den 29. november kan man også hente et gratis eksemplar af bogen på Fredericia Bibliotek.
Mød nisserne i gågaderne
I samarbejde med Teater Figuletta har Visit Fredericia bragt “Krudt og Kanel” til live i Fredericias gågader. Hver lørdag og søndag kl. 13-15 frem til jul kan man møde Frede og Viks, spillet af skuespillere fra Teater Figuletta.
– Teater Figuletta har fået lavet kostumer, som passer til fortællingen og det grafiske look, fortæller Visit Fredericia.