Nyt event: Stor studenterfejring i Fredericia midtby

Nyt event: Stor studenterfejring i Fredericia midtby

Onsdag den 24. juni samles byens nyudsprungne studenter til et fælles optog, huekast og fejring i Fredericia. Optoget starter ved Landsoldaten og slutter i Tøjhusgården, hvor borgmesteren vil holde tale.

Fredericia Shopping og Fredericia Kommune inviterer alle byens nyudsprungne studenter til en hyggelig og festlig fejring i midtbyen onsdag den 24. juni.

Festlighederne begynder klokken 15.30 på Landsoldatpladsen. Her er der mulighed for, at studenterne kan få taget de klassiske og traditionsrige billeder foran Landsoldaten. Der er også lagt op til et stort, fælles huekast, hvor byens ungdom kan markere afslutningen på deres uddannelse i samlet flok.

Klokken 16.00 sætter optoget i gang. Ruten går fra Landsoldaten, ned gennem Gothersgade, og har endestation i Tøjhusgården. Arrangørerne håber, at forældre, søskende, kærester og venner har lyst til at gå med og gøre turen ekstra festlig for de unge.

– Vi inviterer alle studenterne ned igennem byen, hvor de både fra IBC, Gymnasiet og dem, der ellers har lyst til at gå med, skal på studenterwalk den 24. juni klokken 16.00 (red.) oppe fra Landssoldatpladsen. Og så kommer de til at gå hele vejen ned igennem gågaden, og så byder vi på et lille glas til dem, der har hue på, og borgmesteren får lige ønsket alle studenterne tillykke. Så det er jo et af de der lidt spændende nye arrangementer, jeg sidder med, siger Lotte Fenneberg, Eventkoordinator hos Fredericia Shopping om initiativet.

Video: DanmarkC TV

Program for dagen

Kl. 15.45: Mødetid på Landsoldatpladsen Vi mødes ved Landsoldaten, hvor der gives god tid til:

– De klassiske studenterbilleder foran monumentet.
– Hygge og samling af alle byens studenter.

Kl. 16.10: Fælles huekast og optog

– Huekast: Vi samles i en stor rundkreds omkring Landsoldaten med musik og kaster huerne i luften i samlet flok.

– Optog gennem byen: Herefter går vi ét samlet optog rundt om Landsoldaten og bevæger os ned gennem Gothersgade med retning mod Tøjhusgården.

– Alle er meget velkomne til at gå med i optoget. Vi håber at se forældre, søskende, kærester og venner være med til at skabe en fantastisk stemning.

Kl. ca. 16.45: Ankomst til Tøjhusgården / Street Food

– Tale: Borgmesteren holder en kort tale og ønsker jer alle et stort tillykke med huen.

– Skål for huen: Fredericia Shopping og Fredericia Kommune byder alle de nyudklækkede studenter på et lille glas ved ankomsten.

Kilde: Fredericia Shopping