FREDERICIA

Nyt chefteam i Vækst, Teknik & Klima på plads

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Plan, Byg & Miljø i Fredericia Kommune får ny fagchef. Dermed er det tre mand store chefteam i Vækst, Teknik & Klima på plads ved årsskiftet 

Den 1. august 2021 så en ny afdeling dagens lys i Fredericia Kommune, og nu er alle tre fagchefer på plads i Vækst, Teknik & Klima. Pr. 1. januar starter 48-årige Jesper Schlüter som fagchef for Plan, Byg & Miljø, som sammen med fagområderne Infrastruktur & Ejendomme og Drift & Service udgør det tekniske område i Fredericia Kommune. 

Jesper kommer med mange års cheferfaring – senest fra Esbjerg Kommune, hvor han som chef for Byudvikling og Økonomi har stået i spidsen for blandt andet større tværgående by- og arealudviklingsprojekter samt planlægningsopgaver. 

Den kommunale verden er langt fra ny for Jesper, som i 2008 startede som chef for borgmesterkontoret i Nordfyns Kommune og i 2015 blev chef for Teknik og Miljø i Esbjerg Kommune.

Direktør for Vækst, Teknik & Klima, René Olesen er glad for at kunne byde Jesper velkommen til og glæder sig over, at chefteamet nu er fuldtalligt: 

”Jeg er glad for, at vi nu har ansat Jesper som fagchef for Plan, Byg & Miljø. Han er en stærk faglig kapacitet, og jeg er sikker på, at han sammen med resten af chefteamet, medarbejderne og borgerne kommer til at indfri de høje ambitioner på fagområdet og sikre sammenhæng og kvalitet inden for natur, miljø og byggeri. Det lover godt for Fredericias bæredygtige udvikling, og jeg glæder mig til samarbejdet.”

Jesper glæder til sig at blive en del af den positive udvikling og være med til at sikre løsninger, der styrker den bæredygtige vækst i Fredericia Kommune:     

”Jeg er både glad og ydmyg over at blive vist tilliden, og glæder mig til samarbejdet med en masse dygtige kolleger om udviklingen af Fredericia Kommune til et moderne bolig-, byudviklings- og erhvervscenter midt i Danmark. Plan, Byg & Miljø løser mange vigtige opgaver og har ansvaret for mange af kommunens store udviklingsprojekter, der er med til at sikre den bæredygtige udvikling, som er højt på dagsordenen i Fredericia. Det særlige fokus på den grønne omstilling i virksomhederne, det ambitiøse byudviklingsprojekt i Kanalbyen og det gode samarbejde med borgerne, virksomhederne og investorer vidner om særlige ambitioner i Fredericia Kommune. Det ser jeg frem til at blive en del af”.

Jesper er uddannet Cand.oecon har en Master i Offentlig Ledelse. Han bor i Odense sammen med sin kone og to børn.