FREDERICIA

Nye værkstedsmuligheder på Fredericia Kulturkaserne

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommune og de danske kunstakademier går sammen om at skabe nye værkstedsmuligheder på Fredericia Kulturkaserne

Fredericia Kommune indgår et samarbejde med landets tre billedkunstakademier om at skabe nye muligheder for studerende og unge kunstnere på den tidligere Bülows Kaserne. Ambitionen er at skabe et nationalt, kunstnerisk værkstedsmiljø og epicenter for kultur

Studerende på landets tre kunstakademier i København, Aarhus og Odense kan fremover se frem til nye muligheder for at udfolde deres kreative evner og kunstneriske færdigheder, hvis det står til kunstakademierne og Fredericia Kommune. Parterne har indgået et samarbejde omkring udviklingen af et fælles opholds-, atelier- og værkstedsmiljø på den gamle Bülows Kaserne, som siden 2014 har været i kommunens eje, og som i dag er Fredericias nye kreative mødested under navnet ”Fredericia Kulturkaserne”. Etableringen af Eksercerhuset som nyt spillested og indretningen af mange lokaler til foreninger og kontorformål har skabt et solidt grundlag for et livligt og kreativt mødested på tværs af interesser og formål.

Fredericia Kulturkaserne som epicenter for kultur!

Med Fredericia Kommunes budget for 2022-2025, som netop er blevet præsenteret, har forligspartierne taget næste skridt i udviklingen af kulturkasernen. 0,550 mio. kroner årligt over de næste to år er sat af til at udvikle en sammenhængende vision for Fredericia Kulturkaserne og undersøge muligheden for at skabe nye muligheder og værkstedsfaciliteter på Fredericia Kulturkaserne.

Borgmester Steen Wrist er begejstret og ser samarbejdsaftalen som en spændende mulighed for Fredericia:

”Vi skal turde at drømme stort. Nu har vi set, hvad Fængslet har fået af betydning for kulturen i Horsens, og vi skal have mindst lige så store ambitioner for Fredericia. Placeringen af et fælles værkstedsmiljø for de tre danske kunstakademier på Fredericia Kulturkaserne er en fantastisk mulighed for byen. Dels får det kunstneriske miljø i Fredericia en større tiltrækningskræft, og så understøtter det vores ambition om at udvikle kasernen som et epicenter for kultur”.

De tre kunstakademier, som uddanner billedkunstnere i Danmark på højeste niveau, har omkring 275 studerende. For de tre akademier er et fælles værkstedsmiljø en mulighed for at samarbejde, og for de studerende er det en anledning til at møde hinanden og skabe nye samarbejder på tværs af landet.

Rektor ved Det Fynske Kunstakademi Kristine Kern glæder sig over, at et fælles værkstedsmiljø i Fredericia også betyder adgang til en stor viden inden for forskellige håndværksmæssige traditioner via samarbejder med Business Fredericia og Fredericia håndværkerforening.

”På Det Fynske Kunstakademi glæder vi os over samarbejdet med Fredericia Kommune og de to andre kunstakademier i Danmark og omkring den fælles kunstcampus Campus Bülow. Vi glæder os især over at kunne tilbyde vores studerende mulighed for fordybelsesforløb, ekstra værkstedsfaciliteter og ikke mindst udveksling med studerende fra de andre akademier samt lokale kunstnere og håndværkere i Fredericia. ”

Formand for Fredericia Håndværkerforening Michael Kristensen hilser også projektet velkommen:

“Fredericia Håndværkerforening glæder sig på byens vegne til at skabe endnu mere liv på Bülows Kaserne. Vi bakker op om projektet og ser mange paralleller til dygtige og kreative håndværksfag. ” 

For Judith Schwarzbart, der er rektor ved Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, vil værkstederne i Fredericia være et vigtigt supplement til de produktionsmuligheder, som de studerende har adgang til på akademiet og i Aarhus:

”Jeg er glad for dette samarbejde med de andre akademier og Fredericia Kommune. Projektet vil ikke blot forbedre vores studerendes produktionsmuligheder. Det vil også give dem en lejlighed til at lære deres fremtidige kolleger bedre at kende på tværs af de forskellige akademier. Kunsten i dag udfolder sig i mange forskellige medier, teknikker og skalaer.”

Lars Bent Petersen, rektor for Billedkunstskolerne ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København ser frem til samarbejdet, der også giver nye muligheder for netværk:

”Vi synes, at det er et virkeligt spændende projekt og er glade for – i samarbejde med de to andre kunstakademier i Danmark – at kunne medvirke til at udvikle nye muligheder og netværk for studerende og unge kunstnere på tværs af Danmark. ”

Kanalbyen: Gode muligheder for at styrke kunst i gaden 

Kunstakademierne byder de nye faciliteter velkommen.  De studerende får andre muligheder for at arbejde med værkudvikling i storformat og med værker til det offentlige rum. Kanalbyen i Fredericia, der i flere år har samarbejdet med Statens Kunstfond om at tænke kunst i nye byggerier og byrum, ser gode muligheder for et samarbejde med kunstakademierne om lokale udsmykningsopgaver af både midlertige og permant karaktér. Kanalbyen er derfor også en vigtig partner i samarbejdet omkring værkstedsfaciliteterne.  

Fakta om Det danske kunstværksted ”Campus Bülows”

  • Danmark har tre kunstakademier: Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Det Jyske Kunstakademi i Aarhus og Det Fynske Kunst Akademi i Odense. De tre akademier uddanner billedkunstnere i Danmark og har omkring 275 studerende samlet (170 elever i København, 60 i Odense og 45 i Aarhus).
  • Planen med Det Danske Kunstværksted ”Campus Bülows” er at skabe et generøst nationalt opholds-, atelier- og værkstedsmiljø for de tre kunstakademier, som kan udvikle de studerende optimalt.
  • Forligspartierne bag budget 2022-2025 har besluttet at afsætte 0,550 mio. kr. om året til en projektansættelse i de næste to år, der kan realisere samarbejdet om at samle kunstakademiværkstederne, herunder søge om mulig fondsfinansiering, samt være en katalysator for en ambitiøs udvikling af Bülows Kaserne som Fredericias kommende kulturkaserne.