Pressemeddelelse

Nye regler for eftervederlag til afgående borgmestre og regionsrådsformænd

Udgivet af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

De nye regler træder i kraft fra den 1. januar 2026, og der vil blive fastsat overgangsordninger for borgmestre og regionsrådsformænd, der genvælges

Fra næste valgperiode vil borgmestre og regionsrådsformænd blive modregnet i eftervederlag, hvis de stopper på posten, fordi de har fået nyt job. De nye regler for modregning vil dermed flugte med dem, som i dag gælder for folketingsmedlemmer og ministre. Det skriver Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag.

Indenrigs- og sundhedsministeren vil ændre reglerne for modregning og bortfald af eftervederlag til borgmestre og regionsrådsformænd, så de fremover vil blive modregnet i eftervederlag, hvis de stopper på rådhuset eller regionsgården for at begynde i et nyt job. 

Som reglerne er i dag, påvirkes en fratrådt borgmesters eller regionsrådsformands ret til eftervederlag ikke, hvis han eller hun indtræder i et nyt, lønnet job eller har andre indtægter. Dog er der ikke ret til nogen form eftervederlag, hvis vedkommende tiltræder som folketingsmedlem, minister, regionsrådsformand eller som borgmester på ny. 

De nye regler betyder, at der indføres modregning af arbejdsindtægter for afgående borgmestre og regionsrådsformænd. I lighed med folketingsmedlemmer vil de imidlertid have ret til et eftervederlagsbeløb uden modregning på 157.564 kr. 

Derudover bortfalder retten til eftervederlag for flere hverv end hidtil. Det gælder f.eks. hvis en borgmester eller regionsrådsformand tiltræder som medlem af Europa-Parlamentet, medlem af Europa-Kommissionen eller som statsrevisor. 

De nye regler træder i kraft fra den 1. januar 2026, og der vil blive fastsat overgangsordninger for borgmestre og regionsrådsformænd, der genvælges.