FREDERICIA

FREDERICIA MUSICALTEATER GENOPLIVER EN ÆLDRE DAME

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

Så er programmet for sæson 2023 offentliggjort

Fredericia Musical Teater skriver følgende pressemeddelelse:

Det er med stor glæde at Fredericia Musical Teater nu kan præsentere programmet for 2023 på Fredericia Musicalteater. Kodeordet for sæsonen bliver komedie, og der er noget for enhver smag:

DE TRE SMÅ GRISE – Den Reumertnominerede børnemusical

Nåede du ikke at se vores skønne børnemusical fra 2021, genopsætter vi den i vinterferien 2023 med et helt nyt cast. Glæd dig til at møde grisebasserne Schwein, Nee, Stig og Mor Gris og lad dig blæse bagover af Den Store Stygge Ulv i en tempofyldt, fjollet og charmerende perle af en børnemusical. Historien er den klassiske om de tre små grises kamp for at undslippe den store stygge ulv. Men vi har givet historien et twist – eller en krølle på halen, om man vil.

Premiere 11. februar 2023

INGVAR! -En musikalsk møbelsaga

INGVAR! Den musikalske møbelsaga er en gakket og satirisk historie om en katastrofal dag på børsen, hvor børsmæglere i fortvivlelse filosoferer over deres mange tab og over det kapitalistiske systems uklare fremtid. I deres desperate søgen efter håb – og et lysende lys i mørket – kommer de til at tænke på den gode undtagelse, nemlig Ikea og Ingvar Kamprad. Og så begynder deres stadig mere entusiastiske og kollektive fortælling om denne succeshistorie om manden bag den international forretningskæde.

Premiere 10. marts 2023

CHARLES’ TANTE – Ny musical om en ældre dame

Den danske forvekslingsfarce fra 1959 kender de fleste. Det er historien om de to fiffige studerende Charles og Peter, der så brændende ønsker sig en date med to yndige piger, men som mangler en anstandsdame, og derfor overtaler kammeraten Ditlev til at agere Charles’ tante. Trods filmens alder er den stadig elsket af mange i alle aldre, ikke mindst af den yngre generation, hvor den nærmest har fået kultstatus. Og det forstår man jo godt, når man ser Dirch Passer, Ove Sprogøe, Ghita Nørby og alle de andre folkekære skuespillere, der leverer hysterisk morsomme toppræstationer i filmen. I vores udgave bliver CHARLES’ TANTE til en opdateret musical comedy med Reumertvindende Lars Mølsted i rollen som Charles tante. Lars Mølsted kommer derved til at løfte arven fra Dirch Passers ikoniske udgave af tanten Donna Lucia fra Brasilien.

Premiere 15. september 2023