FREDERICIA

Nye leverandører på pleje-området

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Plejens ydelser under frit valg har været i udbud

 

I foråret vedtog byrådet, at Plejens ydelser under frit valg, dvs. pleje, praktisk hjælp og udvalgte delegerede sygeplejeopgaver, skulle i udbud.

 

”Det har fra starten af været vigtigt for os, at vi vælger leverandører ud fra flere parametre end lige prisen. I udbudsmaterialet har vi bl.a. stillet krav om kvalitet i opgaveløsningen samt økonomisk robusthed og soliditet” siger udvalgsformand Henning Due Lorentzen.

 

Udbuddet er netop afsluttet, og fire leverandører bød ind på opgaven. Tilbudsgivere er blevet vurderet ud fra kriterier som kvalitet, hvor en lang række mindstekrav skal være opfyldt. Ligeledes var der krav til leverandørens økonomiske og finansielle formåen – altså robusthed, samt teknisk og faglig formåen herunder referencer fra lignende virksomhed.

 

De tre af tilbudsgiverne levede op til alle krav. Den tilbudsgiver, der har budt den laveste pris ud fra den givne procentvise fordeling på hhv. pleje i dagtid, pleje øvrig tid samt praktisk bistand, er fundet og tilbudt kontrakt. Det var Svane Service, der vandt udbuddet.

 

Da Fredericia Byråd har ønsket, at der bliver tilbudt kontrakt til optil tre private leverandører, har de to øvrige tilbudsgivere også fået tilbudt en kontrakt. Derudover er kommunen fortsat selv leverandør.

 

”Leverandørerne, med undtagelse af én, er kendte og har udført opgaver for kommunen i 2014, så det giver en stor tryghed for os og for vores borgere”, siger Henning Due Lorentzen.

 

Dansk Pleje (Stabil Pleje), med Elite Miljø som underleverandør, og Kære Pleje har accepteret en kontrakt på samme vilkår som Svane Service. De nye leverandører starter op pr. 1. februar 2015.

 

De borgere, der i dag har en leverandør, der efter 1. februar 2015 ikke længere har en kontrakt med Fredericia Kommune, vil blive kontaktet af visitationen i starten af 2015.