FREDERICIA

NYE INITIATIVER TIL GLÆDE FOR VORES UNGE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Uddannelsesudvalget har netop vedtaget en række tiltag, der alle skal styrke det gode unge- og uddannelsesmiljø i Fredericia

 Sidste år fik Uddannelsesudvalget foretaget en undersøgelse af uddannelsesmiljøet blandt unge og studerende i Fredericia Kommune. Som opfølgning på denne undersøgelse igangsætter udvalget nu en række tiltag, der skal være med til at gøre det mere attraktivt at være studerende i Fredericia.

 Mulighed for at arbejde sammen med politikerne

Et af de nye tiltag er etableringen af et forum, hvor politikerne i udvalget kan komme i tættere dialog med 10. klasses-elever og studerende fra ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Her vil man bl.a. kunne drøfte ønsker og muligheder med hensyn til uddannelser, offentlig transport, boliger og sociale arrangementer på tværs af de forskellige uddannelser.

”Vi ser frem til at få en tættere dialog og kontakt med eleverne og de studerende og derigennem få en god føling med deres drømme, ønsker og behov”’, lyder det fra formand for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen. Hun fortsætter: ”Og ved at sætte unge fra forskellige uddannelsesinstitutioner sammen ønsker vi at udvikle det tværgående uddannelsesmiljø i kommunen.”

Pernelle Jensen tilføjer, at Fredericia Kommune desuden vil ansætte et antal studerende med forskellig uddannelsesretning, der til sammen skal udgøre et fast ambassadørkorps. Ideen er, at ambassadørerne skal inddrages i arbejdet med til at realisere ideer fra enten dialogforummet eller Uddannelsesudvalget, og de skal bl.a. være med til at få stablet events og aktiviteter på benene. Som noget nyt vil udvalget i år tage initiativ til en studiestartsevent i august, og her får politikerne brug for de unges input og ideer til at få arrangementet op at stå og at få det markedsført over for de mange forskellige studerende i kommunen.

Af yderligere studiestartstiltag kan nævnes nogle velkomstpakker, der vil blive målrettet nye studerende på alle kommunens eksisterende og nye videregående uddannelser, herunder de kommende politiskoleelever, lærerstuderende og automationsteknologstuderende. De kommende værnepligtige i Fredericia vil også modtage pakken.

Koordinator skal udvikle skoletjeneste og uddannelser

Fredericia Kommune vil i fællesskab med Fredericia Teater inden længe ansætte en koordinator, der bl.a. får til opgave at udvikle teatrets skoletjeneste og sikre et tæt samarbejde mellem kommunens skoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Pernelle Jensen fortæller:

”Det ligger os meget på sinde, at kommunens skoleelever og studerende får et nærmere indblik i vores meget professionelle og succesfulde teater. Det er oplagt, at vores børn og unge får et dybere kendskab til teatret, end det de måske lige kan få som publikum nede i salen. For eksempel at få belyst, at det at tage en uddannelse inden for skuespil, sang, musik og scenekunst rummer mange forskellige muligheder for at få et spændende arbejde”.

Den fælles koordinator skal desuden bidrage til, at der bliver udviklet uddannelser i et samarbejde mellem Fredericia Teater, Den Danske Scenekunstskole, kommunens uddannelsesinstitutioner og det lokale erhvervsliv.

Makerspace er ved at tage form

I Budget 2017 besluttede Byrådet at afsætte 0,5 mio. kroner til etableringen af et teknologiværksted, der skulle være med til at fremme forståelsen af og interessen for teknologi blandt fredericianske unge. Uddannelsesudvalget besluttede at bruge pengene på et værksted (Makerspace) og et teknologiværksted (FabLab) på Bülows Kaserne, og de to værksteder er nu ved at tage form:

”Lokalerne er blevet sat i stand, og der er ved at blive indkøbt computere, maskiner og møbler til værkstederne. Vi glæder os til at kunne tilbyde elever og studerende undervisning og indblik i fremtidens teknologier, og vi håber, at der vil blive skabt et kreativt og inspirerende miljø, der også kan fungere som et fritidstilbud”, siger Pernelle Jensen. Hun forklarer, at de to værksteder ikke skal stå alene, men være en del af et kreativt og blomstrende miljø på kasernen sammen med iværksættere, virksomheder og foreninger.

Makerspace og FabLab forventes at holde åbent et par dage om ugen, og studerende fra Maskinmesterskolen vil blive ansat til at hjælpe teknologiværksstedet i gang. Værkstederne vil blive indviet i løbet af foråret.