FREDERICIA

Nye boliger og mere byliv til Kanalbyen i Fredericia

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Bach Invest A/S styrker udviklingen af Kanalbyen i Fredericia med 56 nye ejerlejligheder med udsigt til kanal og Lillebælt. Ambitionen er at bygge kvalitetsboliger men også at skabe mere liv langs kanalen og bygge bro mellem ny og gammel bydel.

I Fredericias nye kanalby skyder flere nye boligbyggerier lige nu op. Samtidig har partnerskabet bag byudviklingen netop indgået aftale om endnu et spændende boligbyggeri, nemlig ’Promenaden’ med 56 ejerlejligheder med udsigt til kanal og Lillebælt. Bag det nye projekt står aarhusianske Bach Invest A/S og LABAN Arkitekter.

Vil skabe liv langs kanalen

”Vi synes, at Kanalbyen har en fantastisk beliggenhed mellem Lillebælt og Fredericias charmerende gamle bymidte. Samtidig er vi faldet for ideen om at være med til at udvikle et mere levende byliv og en spændende og varieret arkitektur i kanalbyen. Derfor har vi udtænkt ’Promenaden’ som et kvalitetsbyggeri med en masse aktive funktioner, der kan understøtte et mere aktivt byliv langs Frederiks kanal”, fortæller adm. direktør Jesper Bach fra Bach Invest A/S.

Promenaden kommer til at bestå af tre punkthuse med rummelige tre- og fireværelses lejligheder langs Frederiks kanal i den nye bydel. På hjørnet mellem Frederiks kanal og lystbådehavnen kan der ligge en café med mulighed for udeservering, mens den øvrige stueetage indrettes med henblik på kajakopbevaring, butikker og kontorer, så der opstår liv langs kanalen henover døgnets timer. Mellem to af husene etableres desuden en ny torveplads.

Bygger bro mellem nyt og gammelt

”Promenaden kommer til at skabe en fin rød tråd mellem Fredericias gamle renæssancecentrum og den nyere arkitektur i Kanalbyen. Det er et moderne projekt med høje standarder for boliger og byliv – som opføres med en tydelig reference til den historiske bymidte. På den måde bygges en fin bro mellem nyt og gammelt,” siger Kanalbyens projektdirektør Tim E. Halvorsen.

Også administrerende direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg – som i partnerskab med Fredericia Kommune står bag udviklingen af Kanalbyen – er begejstret for Promenaden: ”Udtrykket er baseret på en rå mursten, og murværket bliver skabt med forskydninger og håndværksmæssige detaljer. Dermed skabes en levende og varieret facade, der harmonerer med Fredericias gamle bymidte”, siger Peter Cederfeld.

 

 

Borgmester glæder sig til samarbejdet

Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard glæder sig også over aftalen:

”Jeg er glad for, at vi nu kan indlede et samarbejde med Bach Invest om Fredericias udvikling. Der kommer flere og flere gode lejligheder til fredericianerne, og vi er inde i en udvikling, der samtidig viser, at de mange gode kræfter i byen kan tiltrække både investorer og beboere udefra. Jeg glæder mig til at opleve det spændende nye byggeri skyde op og til at se det liv, det vil skabe langs den nye kanal”, siger borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard.

Vil også bygge ungdomsboliger

Samarbejdet mellem Bach Invest A/S og LABAN arkitekter er en velkendt konstellation i det østjyske landskab, hvor de senest har vundet konkurrencen om boligudvikling af Skanderborgs gamle rådhus, Rådhusgården Skanderborg.

I forlængelse af udviklingen af Promenaden, vil de to partnere også bygge 40 ungdomsboliger i form af opførelsen af Oldenborghus, som udvikles i samarbejde med en almen boligorganisation i den nærmeste fremtid.

Kommer snart i salg

De første boliger i Promenaden kommer til salg som projektsalg gennem Home i april 2019 og forventes klar til indflytning i slutningen af 2020. Priserne er endnu ikke fastsat.

FAKTA OM PROMENADEN

  • De 56 ejerlejligheder i PromenadenPromenaden består af tre punkthuse, som opføres fra 4 til 7 etager og kommer til at bestå af rummelige tre- og fireværelseslejligheder. Boligerne bliver gennemlyste og alle har store altaner mod syd og udsigt til Lillebælt og/eller kanal. De øverste boliger opføres som penthouseboliger med store tagterrasser.

     

  • Beboere kan parkere i overdækket p-anlæg Som en del af projektet anlægges der overdækket parkering til Promenadens beboere under gårdrummet. Ovenpå p-anlægget indrettes et grønt byrum med opholdsmuligheder for beboerne.

     

  • Kommer til salg i 2019

De første lejligheder kommer til salg som projektsalg gennem Home i april 2019