Covid-19 / Corona virus

Ny vurdering viser høj immunitet i befolkningen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Sundhedsstyrelsen har vurderet, hvor stor immunitet mod covid-19 der er i befolkningen. Baggrunden er den nuværende udbredte smitte med omikron-varianten. Vurderingen er, at der er en høj beskyttelse mod sygdom med omikron, fordi der er en meget høj tilslutning til vaccinationsprogrammet, og mange har været smittet med covid-19

Siden slutningen af november 2021 har omikron-varianten bredt sig i samfundet med en hidtil uset hast, og den har siden slutningen af december været den altdominerende virusvariant i Danmark. Omikrons hurtige fremvækst skyldes formentlig flere forhold, blandt andet variantens evne til at undslippe den opbyggede immunitet fra vaccination og tidligere infektion, at varianten er mere smitsom, og at en større andel af de smittede er asymptomatiske eller kun har lette symptomer. Den stigende samfundssmitte afspejles dog ikke i antallet af indlagte med alvorlig sygdom.

”Vi gik vinteren 2021/22 i møde med en meget stor befolkningsimmunitet. Der er ingen tvivl om, at det skyldes den ekstremt høje tilslutning til vaccination mod covid-19 i Danmark og det udvidede og fremrykkede revaccinationsprogram, der blev sat i gang efterfølgende i starten af vinteren 2021. Samlet har det været afgørende for, at Danmark har klaret sig godt igennem den aktuelle tredje bølge af coronavirus, uden at sygehusene har været overbelastede,” siger direktør Søren Brostrøm.

Lavere immunitet mod smitte, men høj immunitet mod sygdom

Sundhedsstyrelsen har flere gange tidligere vurderet befolkningsimmuniteten i Danmark som grundlag for eksempelvis vaccinationstilbuddet til børn eller revaccination af voksne. Beregningerne er blevet gentaget for at få de sidste måneders udvikling med i beregningerne.

Sundhedsstyrelsens nye vurdering af immuniteten viser, at immuniteten mod smitte med omikron i befolkningen er reduceret, og nu er på cirka 46 procent. Det tidligere estimat var på cirka 65 procent, da delta-varianten var dominerende. Befolkningsimmuniteten mod alvorlig sygdom med omikron er dog fortsat høj, svarende til cirka 80 procent. Et estimat, der vurderes at være endnu højere for de ældste aldersgrupper. Begge estimater for befolkningsimmunitet overfor omikron er formodentligt lavt sat, blandt andet fordi der fortsat er betydelig smitte i samfundet, hvilket gradvis øger den samlede befolkningsimmunitet.

”En stigende del af befolkningen kan forvente at udvikle immunitet fra både vaccination og tidligere smitte, hvilket man kan omtale som hybridimmunitet. Dette forventes at styrke den samlede befolkningsimmunitet overfor omikron, og vi forventer, at immuniteten i befolkningen gradvis vil øges, uden at det samtidig medfører et kritisk niveau af sygdom og død. Men det er klart, at vi vil følge denne udvikling meget tæt.,” siger direktør Søren Brostrøm.

Fremtiden må vise, om vi kan opnå befolkningsimmunitet mod covid-19 fra både vaccination og smitte, som er både stærk og langvarig nok til, at covid-19 epidemien i Danmark kan slutte, eller om vi i fremtiden får en fortsat sæsonvarierende forekomst af covid, ligesom vi kender det med for eksempel RS-virus og influenza.