VEJLE

Ny, unik mulighed til alle jer, der ikke kom ind på studiet!

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Højskole: Ny, unik mulighed til alle jer, der ikke kom ind på studiet!

20150619-2K2A8935-132D. 30. juli får mange håbefulde studieansøgere svar på, om de er kommet ind på deres drømmestudie. For nogle betyder det et konkret afslag eller et tilsagn om en senere standby-plads. Det efterlader ansøgerne med mere eller mindre ufrivillige sabbatår, som i høj grad er blevet udskældt som ”fjumreår”. For landets højskoler betyder et højt antal studieafslag til gengæld en større tilgang af højskoleelever til en skoleform, der ønsker mere politisk anerkendelse. På Vejle Idrætshøjskole tænker man innovativt for at tiltrække eleverne, der med et nyt, unikt testcenter nu får yderligere muligheder for at foretage sig alt andet end at ”fjumre”. 

Vejle Idrætshøjskole har netop indviet et nyt Center for Sundhed, Test og Læring, som giver højskoleeleverne mulighed for at få mere viden omkring deres ønskestudie – og et forspring i forhold til medstuderende.

”Vi får jo typisk elever her, som er interesserede idræt og sundhed. Nogle af de populære ønskestudier blandt vores elever er derfor idræt, medicin og folkesundhed, hvor man jo gerne skal have et højt snit for at komme direkte ind. Hos os får de en mulighed for at forberede sig på en helt konkret måde samtidig med at de bliver klogere på, om det egentlig er den vej, de ønsker at gå med deres studie og karriere”, siger højskoleforstander Ole Damgård.

Springbræt til uddannelse

Vejle Idrætshøjskole kan med de nye testfaciliteter nu give eleverne en praktisk indsigt, som før har været forbeholdt professionelle idrætsudøvere eller folk med tilknytning til universitetsverdenen.

Det nye testcenter giver brugerne mulighed for at måle konkrete virkninger ved forskellige træningsmetoder eller fx måle sundhedsstatus og fremgang ved genoptræning efter skadesperioder. Men derudover skal testcenteret også bruges til at uddanne eleverne fra Vejle Idrætshøjskole, så de får endnu flere kompetencer inden for idræt, sundhed og fysiologi.

”På den måde kan højskoleopholdet bruges direkte som et springbræt til fx idrætsstudiet for eleverne på vores nye ’Instruktør og fitnesslinje’,” forklarer Ole Damgård.

Højskoler mindsker spildtid

I forrige år har et rekordstort antal unge søgt ind på studier, som de rent faktisk ikke kvalificerer sig til. Forstanderen på Vejle Idrætshøjskole mener, at højskolen kan være med til at modvirke, at de unge spilder deres egen og uddannelsessystemets tid.

 

”De unge søger jo netop til os for blandt andet at få afklaret deres fremtidige studievalg. Måske handler det om, at de skal udforske, hvilken plads idræt og sundhed skal have i deres fremtidige liv. Men selvom vi er en idrætshøjskole, så er 50 procent af vores undervisning jo fag som psykologi, filosofi og personlig udvikling”, siger forstander OIe Damgård på Vejle Idrætshøjskole.

Højskolebevægelsen har lavet undersøgelser, der viser, at unge, der har været på højskole, kommer hurtigere og mere præcist igennem uddannelsessystemet.

 

Kontakt udviklingsansvarlig Peter Sebastian på tlf 2929 6387 eller ps@vih.dk

 

Vedhæftede billede: Underviser Jacob Agger tester elev i det nye testcenter.
Foto: Dina Knudsen