Kort Nyt

Ny undersøgelse giver værdifuldt indblik i unges trivsel

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Resultaterne af Ungeprofilundersøgelsen 2023 giver et vigtigt indblik i de unges trivsel, som er værdifuldt for kommunens fremadrettede arbejde med de unge

PRESSEMEDDELELSE fra Fredericia Kommune

Har du nogen at tale med? Føler du dig som en del af det sociale fællesskab i klassen? Hvor lang tid bruger du på sociale medier, computerspil og spillekonsoller? Bruger du nikotinposer?

Dette er blot et udsnit af de mange spørgsmål, som Fredericia Kommunes ungdom har svaret på i forbindelse med Ungeprofilundersøgelsen 2023.

Undersøgelsen berører både emner som ensomhed, trivsel, fravær, fritid og brug af rusmidler

Og selv om der nok er lige så mange opfattelser af, hvordan det er at være ung, som der er unge mennesker, så er der alligevel en gennemgående tendens i besvarelserne.

Ungeprofilundersøgelsen 2023 viser nemlig, at Fredericias ungdom på flere af undersøgelsen områder ligger tæt på landsgennemsnittet.

Resultater skal målrette og kvalificere

Blandt resultaterne af Ungeprofilundersøgelsen 2023 er der dog fire punkter, som Unge- og Uddannelsesudvalget har rettet en særlig opmærksomhed mod.

Det er de unges søvnvaner, de unges tidsforbrug på sociale medier, samt brugen af stoffer og nikotinprodukter.

”Det er meget bekymrende, at resultaterne eksempelvis viser, at 13 procent af de unge på ungdomsuddannelserne bruger røgfrie nikotinprodukter hver dag, ligesom en tredjedel af eleverne i 7. til 9. klasse bruger mere en fem timer hver dag på at være online. Det er en udvikling, der påvirker børn og unges trivsel i en negativ retning. Derfor kommer vi også til at bruge den indsigt, vi nu har fra Ungeprofilundersøgelsen til at målrette og kvalificere vores eksisterende og planlagte indsatser, så vi kan få vendt den udvikling,” siger Pernelle Jensen, der er formand for Unge- og Uddannelsesudvalget.

Resultaterne fra ungeprofilundersøgelsen kommer blandt andet til at indgå i udviklingsarbejdet i Ungeenheden, der har til formål at understøtte en systematisk indsats for unges trivsel.

”Ungdomslivet er et springbræt videre til både uddannelses og voksenlivet. Derfor er det så vigtigt, at vi har fokus på at skabe de bedste rammer for ungdomslivet. Resultaterne fra Ungeprofilundersøgelsen et vigtigt redskab, til at skabe de rammer til vores unge. Det er meget værdifuldt, at så mange unge har deltaget ærligt i undersøgelsen og det sætter jeg stor pris på,” siger Vibe Dyhrberg, der er næstformand i Unge- og Uddannelsesudvalget.

Resultaterne vil også blive brugt i Fredericia Kommunes mellemformer, udskolingerne og i projektet Trivsel+, der har til formål at sikre en endnu højere kvalitet i trivselsarbejdet på tværs af hele kommunen. 

Fakta om ungeprofilundersøgelsen

  • Undersøgelsen er udformet som et spørgeskema, der blandt andet omhandler emner som ensomhed, livsopfattelse, fravær, fritid, livssituation og brug af rusmidler.
  • Undersøgelsen er målrettet unge fra 7.-9. klasse, 10. klasse og ungdomsuddannelser.
  • Svarprocenten i forbindelse med Ungeprofilundersøgelsen 2023 lå på 80 procent blandt elever fra 7. til 9. klasse, hvilket er cirka 10 procentpoint højere end året forinden.
  • Ungeprofilundersøgelsen er udført i Fredericia Kommune i 2012, 2015, 2021 og senest i efteråret 2022.
  • Besvarelserne fra efteråret 2022 er udgangspunktet for Ungeprofilundersøgelsen 2023.
  • 46 kommuner (7. til 9. klasse) og 30 kommuner (ungdomsuddannelserne) og knap 85.000 unge på landsplan deltager i Ungeprofilundersøgelsen 2023.