
Ny satsning på lokalmusikken: “Lokal Aften” i Tøjhuset søger Fredericia-bands

Fredag den 17. oktober bliver Tøjhuset rammen om en helt ny musikalsk fejring af Fredericias spirende musikscene.
Med konceptet Lokal Aften – Din Scene, Din By, Din Musik slår Tøjhuset dørene op for en aften dedikeret udelukkende til lokale musikere. Og allerede nu opfordres bands og solister fra Fredericia Kommune til at melde sig under fanerne.
– Vi ved, der gemmer sig enormt meget talent i øvelokalerne rundt omkring i byen, og det vil vi gerne give en professionel platform. Derfor inviterer vi til en aften, hvor det lokale musikliv får fuld opmærksomhed og de bedste rammer, oplyser Tøjhuset.
Spil på Tøjhusets scene – med professionelle vilkår
Arrangementet tilbyder ikke bare synlighed og en stor scene – deltagerne får også adgang til professionel produktion og tarifløn for deres optræden. Et vigtigt skridt mod at anerkende og styrke den lokale musik som en seriøs del af kulturlivet.
Alle genrer er velkomne – fra jazz og pop til metal, folk og elektronisk. Fire bands eller artister vil blive udvalgt af et lytteudvalg, der vurderer de indsendte bidrag.
Sådan deltager du
Er du bosiddende i Fredericia Kommune og klar til at dele din lyd med byen, skal du sende følgende til mikael.jensen@fredericia.dk senest 15. august 2025:
- Et bandbillede eller promo-foto
- En kort beskrivelse af dig eller jeres band
- En lydfil (eller link) med musik
En ny tradition i støbeskeen
“Lokal Aften” skal ikke blot være et enkeltstående arrangement, men et tilbagevendende initiativ, der cementerer Fredericia som en by, hvor lokale musikere får både plads og opbakning.
– Det handler om at give musikken liv – og om at samle byen om de talenter, der er lige her midt iblandt os, siger Mikael Jensen.
Så hvis du er musiker i 7000 og klar til scenelyset – så er Lokal Aften din chance. Fredericia lytter med.