
Ny provst i Fredericia Provsti indsættes 12. marts i Christianskirken

48-årige Ulrik Overgaard er ny provst i Fredericia Provsti per 1. marts 2023. Han bliver også døveprovst for landets døvemenigheder og præst i Christianskirken i Fredericia
– Det har været 12 skønne år som sognepræst i Skibet Sogn i Vejle, og jeg er taknemmelig for den erfaring og de mange oplevelser, som tiden i Skibet har givet mig, siger Ulrik Overgaard. Han bliver indsat som ny provst i Fredericia søndag 12. marts kl. 14 i Christianskirken.
Farvel til den populære Børge Munk Poulsen
Landets pt. længst siddende provst, Børge Munk Povlsen fra Fredericia Provsti, gik på pension med udgangen af februar. Derfor er Ulrik Overgaard allerede startet den 1. marts 2023 som ny provst i Fredericia. Han bliver ligesom sin forgænger desuden døveprovst for landets døvemenigheder.
Lidt om den nye provst
Ulrik Overgaard er opvokset i Stubbæk udenfor Aabenraa. Han kommer fra et embede som sognepræst i Skibet Sogn i Vejle Provsti, hvor han har været ansat siden 2010.
– Jeg glæder mig meget til at prøve at være præst i et bysogn med endnu flere aktiviteter, end jeg er vant til, og det bliver en særlig glæde at prøve at have kollegaer tæt på. Det pastorale virke er i det hele taget det grundlæggende i min identitet som præst, og det er for mig en absolut forudsætning for også at kunne virke frugtbart som provst. Samtidigt er jeg bevidst om, at de forvaltningsmæssige og administrative opgaver er uomgængelige forudsætninger for kirkens liv og vækst, som kræver en stadigt større del af provstens tid. Administration og forkyndelse går med andre ord hånd i hånd. Det er en sårbar balancegang, som jeg er meget opmærksom på.
Ulrik Overgaard er gift på 22. år med Britt Overgaard, der er chefsygeplejerske på Vejle Sygehus. Sammen har parret tre børn: Tobias og Rebekka på henholdsvis 22 og 19 år, der begge er flyttet hjemmefra, samt Jonathan på 13 år, som flytter med til Fredericia – og som i øvrigt skal konfirmeres til foråret.
– Jeg glæder mig til både arbejdet som provst i Fredericia, men i mindst lige så høj grad det vigtige arbejde, som sker i døvemenighederne med at stille evangeliet til rådighed for de hørehæmmede. Jobbet fristede mig, fordi der i Fredericia både er spændende historisk forankring i traditionen og samtidig åben teologisk udvikling. Man har en god næse for samarbejdsmuligheder, og så betyder det også meget, at jeg allerede nu mærker, hvor store kompetencerne er hos menighedsråd, præster og ansatte. Og alt dette danner Kirkernes Hus jo fantastiske rammer for som et kraftcenter midt i byen, hvor folkekirken naturligt møder det omliggende samfund, siger Ulrik Overgaard om sit nye embede.
Stillingen er fordelt mellem 50% forpligtelse som sognepræst i Christianskirken og 50% til de to provsteembeder.
Foto: Haderslev Stift