FREDERICIA

Ny politik skal styrke Fredericias idræts- og kulturliv

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Borgerne har givet over 1100 input til ny kulturpolitik

Fredericia Byråd har vedtaget en ny politik for kultur, idræt og oplevelser med titlen ”Hverdag, Fællesskaber og Fortællinger”. Politikken skal skabe fundamentet for et rigt og varieret kultur-, idræts- og foreningsliv i Fredericia Kommune og dermed bidrage til at skabe det gode liv.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Fredericia Kommune.

Bred borgerinddragelse har formet politikken

– Det er enormt betydningsfuldt, at så mange borgere har sendt os deres input til den nye politik. Det vil jeg gerne sige dem tak for. Det betyder, at vi i dag står med en ny politik for kultur, idræt og oplevelser, der afspejler meget af det, borgerne efterspørger. Jeg er særligt tilfreds med det fokus, der især er på kunsten og kulturen. For vi kan ikke komme uden om, at Fredericias historie og kulturarv er helt unik, og at vi har en forpligtigelse til fortsat at fortælle og holde liv i historien om Fredericia. udtaler Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget, i pressemeddelelsen.

Over 1100 input fra borgerne har været med til at forme den nye politik. Formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind, udtrykker sin taknemmelighed:

– Jeg vil gerne sige en stor tak til alle de mange borgere, der har brugt tid på at hjælpe os. Vi har modtaget mere end 1100 input fra borgerne, og de har derfor spillet en helt central rolle i arbejdet med at forme politikken. Borgernes vigtige input har givet os et solidt fundament, og de har været med til at sætte retningen for den færdige politik, udtaler han i meddelelsen.

Fire strategier skal føre politikken ud i livet

Godkendelsen af politikken er kun første skridt. Fire strategier skal nu udvikles over de næste to år for at omsætte politikkens mål til virkelighed. Strategierne fokuserer på:

Strategier for fremtiden

  • Kultur- og idrætsfaciliteter og steder: Der skal skabes multifunktionelle og socialt bæredygtige rammer med fokus på tilgængelighed, vedligehold og imødekommenhed.
  • Fællesskab, frivillighed og folkeoplysning: Frivilliges indsats skal støttes og anerkendes, og der skal findes løsninger, der fremmer aktiv borgerdeltagelse og folkeoplysning.
  • Kunst og kultur: Der skal skabes bedre vilkår for kunst og kultur, så borgernes hverdagsliv beriges med kunstneriske og kulturelle oplevelser.
  • Bæredygtige talent- og breddemiljøer: Der skal sættes rammer for det videre arbejde med meningsfulde talent- og breddemiljøer.

Læs den nye politik for kultur, idræt og oplevelser ”Hverdag, Fællesskab og Fortællinger” her:

Politik for Kultur, Idræt og Oplevelser – Hverdag Fællesskaber og Fortællinger – webtilgængelig.pdf