Ny museumsdirektør vil løfte Fredericias historie

Ny museumsdirektør vil løfte Fredericias historie

Den tidligere overborgmester i Flensborg, Simon Faber, sætter sig 2026 i stolen som ny museumsdirektør i Fredericia. Med sig har han en stærk historisk bevidsthed og en ambition om at realisere et nyt, stort museum, der skal fortælle byens nationale historie

Det var en helt særlig overskrift i et stillingsopslag for Museum Fredericia, der fangede Simon Fabers opmærksomhed: “5. juli 1849”. For den slesvig-holstenske fødte Faber, der er vokset op i det danske mindretal syd for grænsen, ringede historiske klokker med det samme. Nu sidder han lige om lidt i stolen som ny museumsdirektør i Fredericia, klar til at forløse byens potentiale.

Selvom Simon Faber oprindeligt er musikuddannet og har en baggrund som overborgmester i Flensborg fra 2011 til 2017, har historien altid fulgt ham. Fra opvæksten med fortællinger om de slesvigske krige til arbejdet med Genforeningsjubilæet i 2020, har han oparbejdet en stærk historisk bevidsthed. Det er netop denne erfaring, han nu vil bruge til at løfte Fredericias fortælling ud over bygrænsen.

– For mig er det selvindlysende, at en by med den vigtige rolle, som Fredericia har i Danmarks historie, egentlig også ville have godt af at få den fortalt bredt og stort, forklarer Simon Faber om sin motivation for jobbet.

Fakta om Simon Faber

2024 Formand for Sprogforeningen
2022 Bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester
2021-2025 Chefkonsulent i Region Syddanmark
2017-2021 Projektleder for 100-året for Genforeningen
2011-2017 Overborgmester i Flensborg
1998 Uddannet cand. mag fra Aarhus Universitet
1968 Født i Flensborg

Kilde: Museum Fredericia

Et museum der matcher byen

Den centrale opgave for den nye direktør bliver etableringen af et nyt, stort museum, der foreløbigt omtales som et fæstningscenter. Simon Faber ser Fredericia som en unik ramme, hvor selve byen fungerer som et museum med sine velbevarede voldanlæg og snorlige gader.

– Man kan ikke undgå at lægge mærke til, at det er en by, der er anderledes, siger han og understreger, at arkitekturen på det nye museum skal respektere byens profil med lave bygninger og voldene som bagtæppe.

Indholdsmæssigt skal museet favne bredt. Det skal ikke kun handle om krudt og kugler fra Treårskrigen, men også om Fredericias status som religiøs fristad og den særlige befolkningssammensætning, der fulgte med. Målet er at skabe en attraktion, der er relevant for gæster fra hele landet og udlandet.

Simon Faber er ny direktør ved Museum Fredericia fra 1. januar 2026. Foto: DanmarkC TV

Brobygger mellem høj og lav

Med i bagagen har Simon Faber en bred værktøjskasse fra sit politiske og administrative liv. Han er vant til at begå sig på alle niveauer, fra de bonede gulve hos Kongehuset til de lokale frivillige foreninger. Især det frivillige engagement ligger hans hjerte nært, da han selv er formand for Sprogforeningen og ved, at succesen afhænger af de frivilliges lyst og motivation.

Han ser frem til arbejdet og mærker allerede en stor opbakning til projektet fra sit netværk. Om ti år – og gerne før – forventer han, at det nye museum står færdigt.

– Jeg har ikke mødt nogen, uanset om det er politikere eller kulturfolk eller historikere, der ikke synes, at det er oplagt, at det skal Fredericia lykkes med, slutter Simon Faber.

Se hele indslaget med Simon Faber øverst i artiklen.