FREDERICIA

Ny mærkningsordning: 55 børneinstitutioner skaber bæredygtighed og biodiversitet på legepladsen 

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Der er blevet taget godt imod Friluftsrådets nye bæredygtighedsflag, som på et år er blevet hejst i 55 børneinstitutioner i hele landet – I og Fredericia er det hejst ved både Lynghøjen og Børnehuset Bøgeskov

Affaldssortering, kriblekrable-oaser og regnvandsbeholdere. Det er blot nogle af de tiltag pædagogerne har sat i gang sammen med børnene i 55 børneinstitutioner, som i år er blevet tildelt et nyt bæredygtighedsflag. Det er Grønne Spirer, Friluftsrådets grønne mærkningsordning, som uddeler flaget til daginstitutioner og dagplejere, der har gjort en særlig indsats for at introducere børnene til bæredygtighed, naturens mangfoldighed og en grøn hverdag. “Bæredygtighedsflaget er noget helt nyt, som synliggør det gode, pædagogiske arbejde i børnehaverne. Det er utroligt, hvad der sker ude i de her institutioner. Børnene bygger kvashegn, sætter fuglekasser op, planter spiselige planter, træer og blomsterenge. De genbruger regnvand og komposterer affald. Samtidig lærer de selvfølgelig en masse og bringer de gode initiativer med hjem. Man behøver faktisk ikke at være mere end to år for at passe på vores natur og klima. Det er vi mange, der kan lære noget af“, siger Ida Kryger, der er projektleder for Grønne Spirer i Friluftsrådet. 

Grøn indsats i børnehøjde

Grønne Spirer har siden 2006 uddelt Grønne Spirer Flaget til dagtilbud, der opfylder bestemte kriterier ift. natur, udeliv og naturdannelse. Indsatsen tager udgangspunkt i den styrkede pædagogiske læreplan, hvor bæredygtighed introduceres sammen med trivsel og leg. Derfor arbejder Grønne Spirer med at skabe naturglæde og læringsmiljøer udenfor, invitere naturen ind på legepladserne og børnene ud i naturen. I alt har 302 danske dagtilbud fået tildelt et grønt flag i 2022, og med det nye Grønne Spirers Bæredygtighedsflag sættes der nu yderligere fokus på, at nærhed til naturen skaber nysgerrighed, viden og ansvarsfølelse hos såvel børn som voksne. “Vi er stolte af, at 55 dagtilbud allerede i det første år har sat så mange bæredygtige initiativer i gang. Det giver en fælles glæde og inkluderer alle, når børn og voksne er sammen om at fylde komposten, beplante legepladsen til gavn for biodiversiteten, spise af naturen og lave legetøj af genbrugsmaterialer“, siger Ida Kryger. 

Krav til bæredygtig mærkning

For at kunne søge om Grønne Spirers Bæredygtighedsflag skal børneinstitutionen konkret have arbejdet med at gøre hverdagen grønnere i mindst fire måneder – f.eks. lavet regnvandsopsamling, kvashegn, ladet naturen rode, indført en byttebiks, sået en blomstereng, skabt smådyrsoaser, sat fuglekasser op eller komposteret frokostresterne. Mindst en medarbejder skal have deltaget i et kursus eller en konference med fokus på bæredygtighed eller vild legeplads i børnehøjde. Og forældrene skal informeres og eventuelt involveres i de grønne initiativer.