FREDERICIA

Ny hjemmeside deler Fredericias erfaringer med Corona

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Nu kan alle læse og lære af Fredericias erfaringer fra den første tid med Corona. Ny hjemmeside er gået i luften 

Lige før sommerferien 2020 satte Fredericia Kommune alle sejl ind for at samle så mange erfaringer som muligt fra den første tid med Corona med kampagnen 7000stemmer. 

Ny hverdag kalder på nye løsninger 

Kampagnen gav over 5000 forskellige input. Borgmester Jacob Bjerregaard er godt tilfreds med de mange bidrag, som kampagnen har givet. 

”I foråret ændrede Corona vores hverdag. Vi blev nødt til at tænke i nye løsninger, og dem kan vi alle sammen lære af. Vi sparkede derfor gang i kampagnen 7000stemmer for at få indsamlet så mange erfaringer som muligt fra den første tid med Corona”, siger Jacob Bjerregaard. 

Han ser gode muligheder i at bruge erfaringsindsamlingen til at udvikle Fredericia Kommune som organisation, styrke velfærdsområdet og den gode borgerservice.

”Erfaringsindsamlingen skal bruges i den videre dialog både i organisationen og sammen med samarbejdspartnere i forhold til, hvordan vi sammen kan videreudvikle på mange af de gode løsninger, der opstod under den første tid med Corona”, siger Jacob Bjerregaard. 

Hjemmeside deler idéer og erfaringer

På hjemmesiden www.7000stemmer.dk kan du dykke ned i andres erfaringer fra den første tid med Corona, blive inspireret af de mange nye idéer udsprunget af de oplevelser, som er blevet delt under kampagnen. 

For Jacob Bjerregaard er det essentielt at stille en platform til rådighed, hvor alle har mulighed for at læse med. 

”Det er vigtigt, at vi taler og lærer af vores erfaringer fra hverdagen med Corona. Derfor har vi oprettet en ny hjemmeside, hvor vi har samlet alt materialet og gjort det tilgængeligt for alle”, siger Jacob Bjerregaard.

Fakta om 7000stemmer
Erfaringsindsamlingen foregik hen over to uger i juni måned via hjemmeside, sociale medier og fysiske lokationer, hvor både medarbejdere og politikere mødte og spurgte fredericianerne om deres erfaringer og input.

Det har vi bl.a. lært fra kampagnen 7000stemmer: 

  • At hverdagen blev sat ned i tempo, og man fik mere tid til familien
  • Mindre sygdom og bedre hygiejne  
  • Mere ro i skoleundervisningen og tid til det enkelte barn
  • Nye aktiviteter for alle unge 
  • Oplevelsen af en større fleksibilitet til at løse opgaver 

 Læs mere på www.7000stemmer.dk