Ny formand for Fredericias Udsatteråd: “65 hjemløse er for mange!”
Jan Filbært tager over efter Bjarne Dahlmann og vil arbejde for at synliggøre de udsattes behov
DanmarkC TV har talt med den nye formand for Udsatterådet i Fredericia, Jan Filbært i vores studie, om hans visioner for arbejdet med byens udsatte borgere.
Jan Filbært, der overtager posten efter Bjarne Dahlmann, er udpeget af Senior- og Socialudvalget og brænder for at gøre en forskel for de mennesker, der lever på kanten af samfundet.
– Jamen, der sidder jo nogle gode mennesker i kommunen, som mente, at det kunne måske være mig, der skulle overtage efter Bjarne Dahlmann, som var tidligere formand, siger Jan Filbært om sin udpegelse.
Udsatterådet har til opgave at tale de udsatte borgeres sag og synliggøre deres behov over for kommunen.
“Én hjemløs er én for mange”
Jan Filbært er tydelig i sin bekymring over antallet af hjemløse i Fredericia. “65 mennesker er alt for mange,” siger han og understreger, at selvom tallet kan virke lavt i forhold til byens samlede befolkning, er hver enkelt hjemløs en for mange.
– Selvfølgelig skal vi gå ind og kigge på hver enkelt menneske, hvor de er henne i livet. Nogen har det bedst med ikke at have nogen omkring sig, men at have det frie rum, altså at være ude. Så det skal vi jo også respektere. Men jeg tænker, at 65 mennesker er alt for mange. Og vi bliver nødt til at gå ind og kigge på, hvad er det, der kan være med til at få dem tilbage i fællesskabet igen, uddyber han.
Jan Filbært mener, at kommunen skal øge indsatsen for at hjælpe hjemløse tilbage i fællesskabet. Han roser Housing First-princippet, hvor en bolig er det første skridt, men understreger, at det ikke er nok i sig selv.
– Der skal jo være en plan. Altså en plan omkring den enkelte person. Som man får skabt, hvor man siger, så starter vi med bolig. Men det kræver også, at der er nogle støttepersoner omkring de her mennesker. Der er med til at vejlede dem, guide dem. Være med nede på forvaltningen, når der skal søges om noget. Være med de forskellige steder i hele opstartsfasen. Og under hele forløbet, forklarer han.
Hør meget mere fra Udsatterådets nye formand Jan Filbært i programmet “Jan Filbært – Udsatterådet” på lørdag på DanmarkC TV.